11 år som sygemeldt i jobcenteret blev det til for mig.
De sidste 5-6 år har været ekstremt hårde. Kh loftet var et frygteligt indgreb som enlig mor med 2 børn. Vi mistede knap 3000 kr om mdr. Jeg fik konstateret kronisk stress, depression som bare blev værre og værre. Blev afvist af rehab teamet for nogle år siden, da jeg ellers havde håbet på at komme på revalidering.. men nej, jeg blev sendt retur til min sagsbehandler, og brød fuldstændigt sammen.
Det værste er følelsen af at man bliver målt og vejet med mistro. Uanset om man kom og nærmest ikke havde sovet i flere dage, så så man altid "mega godt ud" . Til sidst blev jeg så rasende at jeg skældte ud på min sb, hældte al min frustration ud over hende. Spurgte ind til hvad formålet var med en "Jobkonsulent" når jeg ikke skulle være bange for at skulle i job. Syntes nemlig det var spild af tid med sådan en konsulent.
Følelsen af at blive holdt hen, og blive mistænkeliggjort.
Helt seriøst, så er det den værste tid i mit liv.
Jeg har svær scoliose, gentagne depressioner og social angst. Og måske hjerneskade. Men det aldrig blevet undersøgt, det ignorerede de nemlig.
Jeg blev indstillet til pension i december. Og fik det bevilliget i januar. Er så lettet og glad over at det er overstået.
Men de sidste års forløb sidder stadig i mig.
Aldrig har jeg følt mig så ydmyget og uretfærdigt behandlet. Umyndiggjort og ussel..
