Jeg har været uheldige de sidste 15 år det startede med brystkræft, derefter leddegigt, PPP, Astma, Myxon i hjertet, blodpropper i hjernen, kollegaen colitis.
konisk depression, og fatugig . bare svært af være i et system der ikke høre dig som et ellers optimistisk menneske man bliver helt atumatisk pissemist! ( ordblindhed er en af mine ting så bære over med mig ).
Fik 4 hjerneblodpropper i nov 2012. Jeg er hjerneskadetræt, og udfordret kognitivt v mange afbrydelser, samt frastjålet evnen til at falde i søvn.
Indenfor et år var jeg i jobafklaringsforløb, som blev afbrudt, da jeg skulle til møde med rehabiliteringsteamet. Og derefter overgå til noget andet.
Vurdering 10 timer/ uge. Derefter har jeg været presset ud i 2 praktikker ( hvor der ikke ville være job bagefter - men så var jeg ude af systemet i den periode). Med jobafklaring, 2 praktikker, og en ny praktik, der vinker forude, så har jeg efter de 4 hjerneblodpropper arbejdet et HELT år gratis. Uden at det på nogen måde har bragt mig videre. Det er så håbløst og tyngende, at det er endnu et år, at bære. ABSOLUT INGEN på jobcentret har handlet proaktivt, for at hjælpe mig.
En konsulent jeg har været hægtet på var ubehagelig og vred på de arbejdsledige, og talte nedværdigende til os.
Hver eneste uge sku jeg forsvare hvert enkelt i "Fleksjobavisen", hvis jeg ikke havde søgt jobbet! Jeg blev langsomt, men sikkert nedbrudt i en grad, så jeg var ved at ryge helt ned med flaget, og blev grådlabil. Min læge, som tydeligt kunne se det; sa'e: Jeg kan ikke gøre noget! De er ligeglade. Du er ikke den eneste her hos mig, som bliver ødelagt/ syg af Jobcentret!
Alene med to børn. En med tourette, ADHD, specifikke indlæringsvanskeligheder mm, og en med 3 angst diagnoser. Jeg selv med merter i armene, stress, angst og depression. Jeg skulle gennem flere praktikker hvor jeg gang på gang kom ud over hvad mit helbred kunne klare. Til en samtale blev jeg spurgt om hvis jeg ikke have min søn boende, kunne jeg så arbejde noget mere. Jeg kunne heldigvis sige at ingen andre kunne kende og hjælpe ham så godt som mig.10 år tog det før jeg fik tilkendt fleksjob på 6 timer om ugen.
Jeg er uddannet Social- og Sundhedsassistent. Fik en arbejdsskade i min ryg/lænd , som desværre kostede mig mit arbejde, da skaden er stationær. Jeg har desuden kronisk håndeksem. Jeg blev raskmeldt af jobcentret til det ordinære arbejdsmarked, før jeg overhovedet var færdig udredt og imod både min prakt.læges og lægen på Skagens Rygcenters anbefaling - både skriftligt og mundtligt.
Jeg valgte at få sagen prøvet i Ankestyrelsen selvom jeg derved ingen indtægt havde imens.
Ankestyrelsen gav mig medhold i alt - bl.a at sagsbehandleren ikke lyttede til lægerne og at hun desuden tilsidesatte regler for vurdering af arbejdsevne.
Jeg fik tilkendt sygedagpenge med tilbagevirkende kraft og en ny udvidet Lægeerklæring skulle udfærdiges. Jeg måtte gå til den øverste chef for at få en anden sagsbehandler, hvilket jeg så endelig fik. Status er nu at jeg vil få sygedagpenge i op til 69 uger for at få afprøvet/vurderet min arbejdsevne evt med henblik på flexjob.
Mit forløb i jobcenteret er også et langt og en umenneskelig proces.
Efter et alvorligt benbrud med senfølger vurdere kirurgen at 20 timers flexjob er det som jeg kan klare i fremtiden. Det blev desværre starten på en lang proces, hvor jeg de 2 første år slet må blive afklaret for sagsbehandler. Sygemelding på sygemelding de næste år og ingen fremtid i udsigt
Men endelig indledes det som blev et mareridt af afklaring.
Mine skader bliver værre, smerterne er ulidelige og jeg udvikler stress, så der nu er to diagnoser og min effektivt er nu 9 timer.
Det endeløse mareridt af et forløb forsætter. Min læge giver flere gange udtryk for at jeg har svært ved, som menneske at blive behandlet så dårligt og ikke trives, sagsbehandler er bekymret men teamleder et ligeglad. Jeg skal redegøre for alt, hvem jeg ser privat, hvordan jeg går i bad, kan jeg, kan jeg selv tage tøj på, lave mad osv spørgsmål som ingen relevans har for sagen. Ydmygelserne forsætter, stress diagnosen bliver gjort permanent og er nu en kronisk lidelse. Så nu er der 3 sygdomme at leve med.
56 lægeerklæringer senere er jeg så desperat at jeg en aften skriver til et byrådsmedlem som er ansvarlig for beskæftigelsen i Thisted kommune. Han reagerer heldigvis hurtigt og pludselig er jeg indstillet til møde med rehabiliteringteamet.
Jeg får bevilget flexjob på 9 timer (teamleder stemte som den eneste imod) pga af de 3 diagnoser som jeg nu har efter at har været i afklaring.
En diagnose blev til tre efter mødet med jobcenteret.
Grundet svære psykiske lidelser, har jeg været på uddannelseshjælp siden jeg fyldte 18 til nu, 3 år senere. Førhen blev jeg forsørget kommunalt, da jeg var anbragt.
Jeg har nu været sygemeldt fra jobcentret i 5 måneder, da jeg ikke kan magte det oveni behandling etc. Mit funktionsniveau har ikke forbedret sig de seneste 5 år, tværtimod magter jeg mindre og mindre. I jobcentret bliver jeg mødt af "fagpersoner", der hænger sig fast i, at jeg er ung og velbegavet - og derfor er der ingen grund til at sætte mig i fleksjob/på førtidspension. Jeg skal bare aktiveres i det rigtige, og så er jeg klar til at tage en uddannelse og forsørge mig selv (mener de).
Jeg er et voksent menneske, og jeg er træt og udkørt af et system, som bør hjælpe, men som gør det modsatte. Det er ikke fordi jeg er doven, det er fordi jeg mentalt ikke kan klare job/uddannelse. Lige meget hvor begavet jeg så er - og desuden er det også en tarvelig stigmatisering, at man skal være "underbegavet" eller direkte have en mental retardering, for at få tilkendt et fair, forudsigeligt og fast forsørgelsestilbud.
Dette vidnesbyrd handler om dengang min daværende sagsbehandler fraveg de lægefaglige vurderinger.
½ år inde i min stresssygemelding sendte min sagsbehandler mig til en psykiater, "for at se om jeg fejlede noget jeg kunne medicineres ud af". Psykiateren kunne ikke give medicin mod min udbrændthed. Til gengæld var hun sikker på at jeg ville kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet efter noget tid med ro.
Da speciallægeerklæringen kom havde jeg fået ny sagsbehandler. Han ville ikke se på erklæringen, for han mente ikke jeg var syg nok til ikke at kunne arbejde. Jeg forsikrede ham om at jeg rigtigt gerne VILLE tilbage i arbejde, men at jeg ikke KUNNE. Så hvad skulle jeg så leve af? "Det er sygedagpengeloven for så vidt fuldstændig ligeglad med" svarede han.
Han sluttede dog samtalen af med at bede om en frisk attest fra min praktiserende læge.
Den attest drejede han 180 grader og konkluderede at min tilstand var stationær og derfor afgjorde han at mine sygedagpenge måtte ophøre.
Jeg havde hidtil været til alle samtaler uden bisidder. Nu kontaktede jeg min fagforening. Deres socialrådgiver rådgav mig i forhold til min partshøring. Meget simpelt: Udsagn for udsagn sammenlignede jeg attestens ord med hans konklusioner og spurgte hvordan han kunne slutte som han gjorde.
4 dage senere trak de afgørelsen tilbage og gav mig en ny sagsbehandler.
Jeg vandt, men oplevelsen lagde grunden til en dyb forværring af min tilstand.
Her små 8 år senere håber jeg på at få bevilget et fleksjob. Noget der formentligt ikke ville have været nødvendigt, havde man taget lægernes ord for pålydende.
Mvh Susanne
Jeg kom til skade på mit arbejde, ung hjerneskadet fyr der rejste sig op af mig. Jeg gik et virdtraume/ prolabs. Og er endt i kroniske smerter i min ryg. Jeg har forsøgt at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet og da jeg efter mange sygeperioder hjælpemidler, paragraf 56 og div aftaler med chefen beder om hjælp. Sker der ingenting. Kommunen er en supertanker, der ikke kan vendes, jeg bliver opsagt, forlænget i sygedagpenge gr. Corona. Sendes af jobcenter til en ortopædkirurgisk læge, til trods for at jeg er færdigbehandlet tilknyttet en smerteklinik og der er ikke yderligere behandlingsmuligheder. Lægens udtalelse er mod alle andre læger, med løgn og latin. jeg klager over ham til patientklagenævnet, og han trækker senere sin erklæring tilbage! Pludselig raskmelder sagsbehandler mig administrativt. Og min sag ender i Ankestyrelsen. Imens jeg venter på Ankestyrelsen afgørelse, har jeg ingen indtægt og forsørges af min mand. Min læge henviser mig til arbejdsmedicinsk klinik, som sender mig videre til socialmedicinsk klinik og der vurdere lægen (som tidligere læger) at der er rodtryk i venstre side, at jeg har en væsentlig og varig nedsat funktionsevne, der er stationær og stabil og bør arbejdsprøves med henblik på flexjob. Jeg får medhold i Ankestyrelsen og mine sygedagpenge forlænges med 69 uger og planen er at jeg skal i arbejdsprøvning ift. Fremtidig flexjob.
Jeg henvises til anden aktør, hvor jeg har samtaler med en ung pige på 26 år som laver logbogsnotater ift. Aktiviteter jeg laver blandt andet finder jeg selv mulige praktiksteder. Undervejs i mit forløb, har flere opfordret mig til at flytte fra kbh kommune. Jeg er så heldig at jeg igennem mit pensionskasser får tilbudt en bolig i stueetagen i Gentofte kommune. Ved første møde i Gentofte lægger socialrådgiver op til pension eller flexjob. Det der tog kbh kommune 2 år, gør Gentofte kommune på 2 mdr. Nu venter jeg dog på at komme i arbejdsprøvning men socialrådgiver har ringet og undskyldt, der er ventetid, men der er en plan og en aftale. Mvh Monica Nørregaard Andreasen
Jeg hedder Claudia og er 46 år gammel og mor til 2 og gift.
I 2015 blev jeg stressramt og chef gjorde det bestemt ikke nemt for mig. Jeg fik talt meget store bogstaver og der blev talt meget nedladende til mig og faktisk også truet.. pakkede mine 10 år sammen fra den arbejdsplads med det samme og blev forhandler ud af min fagforening.
Jeg troede efter 6 mdr. at jeg nok burde være klar til et andet job. Jeg fik job i et jobcenter som front personale i receptionen. Det skulle vise sig at jeg slet slet ikke var klar til den opgave og efter blot 7 uger gik jeg igen ned med stress. Blev sygemeldt. Herfra anede jeg ikke hvad der ventede mig... jeg var meget meget langt nede psykisk med stress og en depression oveni. Jeg oplevede at jobcentret og mine såkaldte "gamle kolleger" behandlede mig som skidt og jeg blev konstant presset op i tid i mit jobafklaringsforløb. Jeg var i jobafklaring i 2 år på 12 timer det var mit max hvad jeg kunne presse mig selv til. MEN hver eneste dag blev jeg ringet op af min sagsbehandler i timevis som ævlede om at jeg aldrig nogensinde ville få er fleks job på baggrund af en belastnings reaktion altså den stress "diagnose" jeg havde fået. Hun forsøgte hele tiden at tale for at det var bedre hvis min mand bare forsørgede mig og vi kunne klare os selv. Jeg blev til sidst lige indvenden 2 årlige periode udløb presset ud i 15-20 timers afprøvning på 1 uge og BUM så sad jeg i saksen for så RASKMELDTE kommunen mig uden videre!!! Selvom jeg aldrig nogensinde havde bedt om det og min læge da slet heller ikke. På det tidspunkt var jeg så langt nede psykisk at jeg ikke længere orkede den daglige kamp imod jobcentret!!! Jeg kunne ikke mere. Jeg gav op. Selvom jeg næsten var nået mine 2 år i jobafklaring. Jobcentret havde jo alligevel stillet mig i sigte at jeg aldrig ku få en fleks.
Jeg kom på alm. dagpenge og herefter gensidig forsørgerpligt!!! Og har i 5 år nu kørt det show. Jeg udviklede svære smerter og det blev værre og værre. Idag er jeg på ny sygemeldt med fibromyalgi. Højest sandsynligt en eftervirkning af min langvarige stress belastning.
Jeg skal nu starte forfra i jobcentret og håber trods alt på et bedre forløb denne gang... men hvem ved 🤷🏼♀️ #jegbliraldrigraskigen #kronisksyg #kronisksmertepatient
Jeg er et menneske i denne verden, der lever med et skjult handikap.
Jeg læste på universitet i 2005, da en hjernehindeblødning og epilepsi ramte mig i en eksamensperiode og efter et halvt år senere en kirurgisk fjernelse af den tumor, der forårsagede det. Et par måneder efter hjernehindeblødningen kunne jeg ikke overskue både studie og studiejob og fik tilkendt SU tillæg iform af handikap hjælp de sidste 15 mdr. af mit studie. Jeg fortsatte mit studie mellem episoderne og færdiggjorde det på normeret tid dybt taknemmelig for sundhedsvæsenets og samfundets hjælp. Det var hårdt.
Jeg har i 17 år forsøgt at indgå på fuldstændig "normal" vis i et arbejdsliv med plads til et rigt og givende socialt liv med de ressourcer og reserver jeg nu engang havde efter hjernehindeblødningen, epilepsien og fjernelsen af tumoren i mit hoved i 2005 og tilfreds betalt min skat.
Jeg har intuitivt og løbende justeret og indrettet mig efter en lyd og lys sensitiv hjerne med en vis grad af kognitiv funktionsnedsættelse, der med årene er blevet mere og mere tiltagende.
I november 2019 får jeg på en ferie i Fransk Polynesien denque virus og der følger et forløb med ekstrem fatique både fysisk og kognitivt, som min praktiserende læge ikke tager alvorligt, da jeg henvender mig. Jeg er rimelig pligtopfyldende og forsøger at arbejde mig igennem det. Det ender i en svær overbelastningsreaktion i april 2020 og så starter mit forløb med et jobcenter og et sundhedsvæsen, der ikke lytter og tilgår mig, som det menneske jeg er. En ressourcestærk, handlekraftig person med et skjult handikap.
Jobcenteret raskmelder mig i december 2020 efter den der mærkelige 22 ugers regel. Det trækker fuldstændig tæppet væk under mig i den lange famlende periode, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår og jeg er forsvundet fra mig selv.
Jeg har en fleksibel og yderst imødekommende arbejdsplads med mulighed for alle tænkelige skånehensyn ift mine kognitive udfordringer. Vi var igang med den fineste optrapningsplan, men pga den pludselige raskmelding aftaler vi en panikløsning på 30 timer/uge. Jeg kæmper hver dag i 2021 for at genvinde mine kræfter, fuldstændig som tiden i 2005/2006. Det ender med jeg igen igen igen får et blackout, snubler og denne gang falder med hovedet først ind i et bord. Flækker kinden og pådrager mig en hjernerystelse. Nu har jeg svære kognitive udfordringer, konstant, øresusen, grøn stær og igen hypersensitiv overfor skærmarbejde.
Jeg kunne ikke rumme, hvis den akutte sygemelding efter hjernerystelsen skulle gå hen og blive langstrakt og Jobcenteret skulle indover mit liv igen. Min arbejdsplads undlod at melde sygemeldingen i 3 mdr, mens jeg langsomt forsøgte at komme tilbage. Det kunne jeg ikke. Jeg har nu så svære kognitive udfordringer, at jeg ikke kan udføre min primære opgave inden de mest hensynsfulde rammer.
Jeg er igen fuldtidssygemeldt et uafklaret stykke tid endnu og Jobcenteret kommer indover snart. Min hjerne skal have tid, støtte og mulighed for at udvikle sig ud af disse sidste kriser/traumer, så jeg begrænser kognitiv funktionsnedsættelse, autonom dysfunktion og min resiliens styrkes i fremtiden.
Jeg bruger alle mine daglige reserver på at blive fysisk bedre, navigere kontrolleret og rationelt i hvad kommer til at være en lang afklaringsproces af syn, hørelse, kognitive evner, job og økonomi.
Jeg har arbejdet med at rådgive sundhedsfagligt personale indenfor behandling af komplekse patienter med biopsykosociale problemstillinger og har set gang på gang, hvordan deres udfordringer potenseres af systemet.
I de sidste 3 år har jeg egenhændigt finansieret bluelightbriller, manuel terapi, kommunens hjerneskadekoordinator. Aktuelt er jeg igang med at argumentere for henvisning til neurologisk udredning og neuropsykologisk hjælp til mine kognitive vanskeligheder.
På intet tidspunkt i de sidste 3 pr har det sociale system eller almen praktiserende læge rådgivet, hjulpet mig ud fra min historik og det menneske jeg er, men ene og alene puttet mig ind i en eller anden udefinerbar social kasse og vinget af på et skema at de har haft en opfølgningssamtale ugentligt.
Jeg lægger mærke til, at jeg ikke har den livskraft, jeg havde for år tilbage. Der opstår et vist antal kriser, og den mekanisme, som normalt oversvømmer situationen med adrenalin, virker ikke. Mobiliseringen bliver usikker og langsom eller mangler helt.'
Year of magical thinking, Joan Dideon.
Jeg er bankerot og træt og syg, men livet er fantastisk og jeg står op kl 6 hver dag og kæmper videre.
Det er chokerende og traumatiserende, hvor lidt hjælp, der er at få og hvor meget dem, der skal hjælpe en borger/patient/medarbejder, selv famler rundt i et uoverskueligt system af individuelt fortolkede principper, algoritmer, regler og paragrafer. Et system der fratager dem at gøre det, de jo allerhelst vil arbejde med, nemlig at hjælpe mennesker.
Infrastrukturen i vores system uoverskueligt og vores medarbejdere, kollegaer og medmennesker udbrænder en efter en.
Inklusiv mig selv.