Jeg er uddannet pædagog og arbejdede som socialpædagog på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. Der blev jeg i 2017 overfaldet voldsomt af en meget farlig patient. Jeg lå med hjernerystelse i næsten tre uger og udviklede herefter PTSD. Det har efterfølgende udviklet sig til Kompleks PTSD i svær moderat grad. kronisk træthed, har en dårlig skulder og svær slidgigt i begge knæ. Jeg har fået lavet tre speciallægeerklæringer, der alle konkluderer at jeg er stationær, mine behandlingsmuligheder er udtømte. Min arbejdsevne er lig nul, en ubetydelighed og kan ikke udvikles. Alligevel vil Middelfart Jobcenter kaste mig rundt i manegen i et ressourceforløb med uforudsigelige tiltag. Der er altid noget nyt, de hiver på bordet når jeg er til møder, og det trigger mig enormt meget. Min tilstand er voldsomt forværret. Middelfart Jobcenter ved simpelthen ikke hvad de skal stille op med mig, da de ikke kan sende mig i praktik. De har modtaget en bekymringsmail omkring tiltag som praktik af min psykiater. Egen læge fraråder det på det kraftigste og kan ikke pege på skånehensyn, da jeg er så dårlig. Jeg har adskillige gange efter møder været ved vagtlæge, da jeg har så meget angst, at jeg ikke kan være i mig selv. Min medicin er blevet fordoblet, da jeg efter forrige møde fik det så skidt, at jeg havde selvmordstanker. Deres egen sundhedsafdeling har skrevet til dem, at der er ikke noget at gøre, og de kan ikke tilbyde mig noget, og en psykolog har skrevet til dem, at deres håndtering af min sag er kritisk og at det er direkte uetisk at tage flere fagpersoner ind over min sag og mig. Jeg brugte hele sommeren til at lave en funktionsevneattest der er valideret af egen læge og psykiater. Alligevel fortsætter dette show i Middelfart jobcenter, og det er så vanvittig hårdt og går ud over min familie, da de også bekymrer sig om mig, og det faktum at jobcentret forværrer min tilstand. Det er lidt som at slå i en dyne og Jeg ved faktisk ikke mere mine levende råd, andet end at jeg er træt, så uendeligt træt. Mvh. Janni Muxoll
Arbejdsskade som følge af job hos politiet, som gav mig PTSD og angst blev mit exit fra dansk politi. I 2018 kørte jeg spritkørsel i forbindelse med at jeg fik et angstfald som følge af megen omtale af 18. maj 1993, hvor københavn gik op i røg og jeg var på job. Dagen efter (2018) var jeg suspenderet. Jeg blev underlagt kommunen, som gav følelsen af at være til besvær. I de 4 år der snart er gået fra jeg blev afskediget, har kommunen sendt mig i jobprøvelse og der lært mig at køre med en trillebør og bruge en kost. Jeg har flere gange givet udtryk for at jeg gerne vil arbejde med opgaver som er lidt mere udfordrende end at køre trillebør, men det har ikke kunne lade sig gøre. Jeg har siden min arbejdsskade (2006) ikke modtaget nogen henvendelse fra stat, kommune eller arbejdsgiver om hvordan mit fremtidige arbejdsliv skulle forme sig. Jeg havde ikke overskud til at hive fat i arbejdsgiver, kommune eller stat. Jeg henvendte til min fagforening, som gav mig følgende råd: Læg dig syg - bliv hjemme - så vil kommunen kontakte dig på et tidspunkt.
Jeg venter i skrivende stund på at Odense kommune tager stilling til mig - skal jeg i fleks, pensioneres eller noget helt tredie. Jeg sidder på sidelinien og venter. Kan ikke andet - Har mistet troen på mig og mine evner. De betjente jeg var sammen med 18. maj er mange blevet pensioneret før tid. De har fået svaglighedspension - en mulighed jeg ikke fik... Jeg føler mig overset, har mistet troen på mig selv og vores velfærdssystem.
Et ødelagt liv.
Jeg var enlig mor til 4 børn med særlige behov, grundet dette havnede jeg på kontanthjælp. Jeg flyttede fra min fødeby på Amager til Vest Jylland i 2002 grundet personlige årsager. Lemvig kommune nægtede at yde den nødvendige hjælp og støtte til mine børn. Jeg blev sat i aktivering på kommunens jobværksted, herfra blev jeg sendt ud i den ene praktik efter den anden. I 2007 havnede jeg hos en landmand med malkekøer. Dagen inden jeg skulle fastansættes, sparkede han den ko jeg var ved at flytte. Koen løb med mig, og jeg mærkede et kraftigt smæld i hoften hvorefter jeg besvimede og faldt under dyret som så fik trådt på mig også. Min hofte og ryg er ødelagt og jeg bliver aldrig rask.
Jeg fik aldrig erstatning, for jeg havde været på kontanthjælp og derfor ifølge arbejdsskadestyrelsen bliver mén graden sat til under 5% hvilket giver udfaldet af nul erstatning. I dag er jeg førtidspensionist. Men i de år jeg kæmpede først for mine børn og sidst for mig selv, ødelagde mig psykisk og fysisk.
I tiden efter ulykken blev jeg af kommunen sendt ud i deres motions center, hvor jeg skulle løbe på løbebånd, løb jeg ikke stærkt nok blev jeg trukket i kontanthjælp. ( Det viste sig jeg gik med et brud i hoften ) Dagen inden operationen blev jeg kaldt på kommunen akut. De krævede jeg skulle skrive under på at jeg var doven og hypokonder og ikke fejlede noget. Hvis ikke så ville man fjerne mine børn og dyr. Som hun sagde til mig: Der findes jo også liggende arbejde.
Alle kampene smerterne og sulten sled så hårdt på mig at jeg flere gange prøvede at gøre en ende på det usle liv. Dog uden held.
Jeg lever dagligt i et smerte helvede, alt er en kamp for mig, hjælpemidler hedder i dag forbrugs goder.
Jeg har udviklet kronisk PTSD.
Jeg anmeldte en arbejdsskade efter et fald ned af en trappe, hvor jeg slog min højre hofte voldsomt. Jeg kom tilbage i arbejde efter nogle dage, men min chef ville ikke tage hensyn og jeg blev sygemeldt en uge efter pga stress. Jeg var kørt så meget i sænk af min tidligere arbejdsgiver, jeg var ramt af stress i 10 måneder.. med samtaler om hoften oveni. Og som alle nok ved, kan man ikke få sygedagpenge så længe, så jeg måtte raskmelde mig da min tid på sygedagpenge var slut.. Selvom jeg slet ikke var klar. Jeg blev fyret, efter raskmelding.
Jeg har arbejdsskade igang på min hofte, som jeg i øvrigt selv måtte indberette, min daværende chef var ligeglad. Ligeså jobcentret, for jeg havde jo raskmeldt mig, så jeg kunne jo stå til rådighed for alt slags arbejde.. Jeg måtte rende på jobcentret i tide og utide og skrive jobansøgninger ud, selvom jeg ikke kunne/kan arbejde. AES, ville afslutte min sag, for jeg var jo ikke sygemeldt pga min hofte, men stress. Ja ja, bevares det var det der toppede det...
Jeg måtte i et halvt år, skrive ansøgninger ud hver uge, ellers får man jo ingen penge. Jeg blev igen sygemeldt, da jeg havde opsparet nok dage til at blive sygemeldt igen. Denne gang på grund af min hofte, så jeg kunne blive taget seriøst hos både jobcentret og AES, at jeg altså har de her gener, som gør jeg ikke kan arbejde på lige fod med alle andre.
Jeg har det okay, stress mæssigt, men jeg er slet ikke ovenpå, jeg er startet til psykoterapi.
Jeg får ikke andet end spørgsmål fra jobcentret om hvornår jeg vil kunne arbejde igen, prøver og tvinge mig ud i et aktivt forløb, selvom jeg ikke kan med min hofte. Spørgsmål til hvorfor jeg går til psykoterapeut, hvilket er meget personligt for mig, men det vil de blæse på, for de kan jo godt arbejde, så kan alle andre vel også eller???
Jeg er 24 år og stod det til mig, ville jeg hjertens gerne ud og tjene penge, jeg har mistet 10.000,- på at blive syg. Igen jeg er 24 år, jeg har et helt arbejdsliv foran mig, jeg VIL jo IKKE sidde hvor jeg gør, men det GØR JEG og ingen forståelse nogen steder. Jobcentret har den opgave at få folk ud i arbejde, ja... Men de tænker slet ikke over, at det nok ikke er alle der BARE kan det..
Nu er min tid snart slut på sygedagpenge igen, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op...
Kom til skade (CRPS) med min hånd/underarm i 2015 og sygemeldt. Min daværende sagsbehandler ringede hver uge og sagde "nu bliver du jo raskmeldt i næste uge" velvidende at mine smerter tog til og jeg gik til en masse undersøgelser, inden diagnosen kom. Efter et halvt år på sygedagpenge, fik jeg besked om, at jeg røg på kontanthjælp, da jeg ikke kunne fortsætte på sygedagpenge. En bekendt i borgerservice fandt en paragraf, om at jeg godt kunne forlænges i sygedagpenge, selvom jeg var i gang med udredning og behandling. Skrev det til min sagsbehandler og vupti, så blev jeg forlænget i 1 1/2 år. Undrer mig over at man selv skal kende de forskellige regler og paragrafer, selvfølgelig altid godt at sætte sig ind i de ting, men ikke altid der fokus er, når man bliver ramt af sygdom.
Side note på min bekendte, som blev kaldt til tjenstlig samtale hos hendes chef, da hun havde hjulpet mig.