Jeg sover 16 timer i døgnet, har væske i hele kroppen, tinnitus, tågehjerne, smerter i fødderne og får åndenød ved fysisk anstrengelse. Min krop og hjerne kører i slowmotion og alt – selv det at gå op ad trappen i mit hjem for at gå på toilettet – føles, som om jeg skal bestige Mount Everest. Sådan har jeg det i to år. Jeg har fået for lavt stofskifte efter et stresskollaps, men den tilstand findes ikke i sundhedssystemet, så lægerne fortæller mig, at jeg er fysisk rask og 'somatiserer' (= indbilder mig symptomer, fordi jeg er deprimeret og har sygdomsangst). Jeg skal bare se at komme i arbejde igen, så går det nok væk.
Jeg overgår fra sygedagpenge til jobafklaring og bliver tilknyttet to Anden Aktører plus sagsbehandleren i jobcentret. Jeg tåger rundt i aftalerne med de tre og er hele tiden angst for at glemme noget og blive sanktioneret. Den ene Anden Aktør ringer til mig i tide og utide og skal hver gang have mine symptomer forklaret i detaljer igen, ligesom hun hele tiden kræver nye lægeerklæringer (= endnu et frugtesløst, ydmygende og anstrengende lægebesøg).
Modstræbende må jeg afbryde min praktik på en fantastisk arbejdsplads, da sommervarmen sætter ind, og jeg svulmer op som en Michelin-mand. Jeg fortæller jobkonsulenten, at det føles som at være gravid i 9. måned, bare værre, og at jeg tilbringer mine få vågne timer på sofaen med benene oppe. Hun foreslår, at jeg begynder til coaching i Valby (halvanden time med offentlig transport). Jobcentrets lægekonsulent, som aldrig har mødt mig, erklærer i min journal, at væskeophobninger ikke er nogen hindring for at arbejde, og at min tilstand 'må være noget psykisk.'
Efter at have prøvet alt – offentligt, privat og alternativt – og brugt en formue på det, slæber jeg mig afsted til Bruxelles, rædselsslagen for at blive fanget af Beskæftigelsesministeriets lufthavnstilsyn (man må jo ikke forlade landet som syg), men endnu mere rædselsslagen for, at min fastlåste tilstand kombineret med jobcentrets konstante krav vil ende med at tage livet af mig. Den belgiske læge diagnosticerer lynhurtigt mit lave stofskifte ud fra blodprøver og en klinisk undersøgelse. Bla. fungerer min knærefleks ikke, hvilket man vel næppe kan somatisere sig til.
Jeg kommer hjem med en posefuld medicin og kosttilskud. Coronaen redder mig fra jobcentrets krav om en ny praktik; fra endnu et nederlag. I stedet bliver jeg idømt et metakognitivt gruppeforløb, hvor underviseren kalder mig ud på gulvet foran de andre deltagere og står og kaster papirkugler på mig for at illustrere, at jeg vil få det meget bedre, hvis jeg bare lader mine problemer prelle af på mig, ligesom jeg gør det med papirkuglerne. Da jeg aflyser et par gange, fordi min far har fået kræft, og jeg skal med ham til samtaler på hospitalet, skriver hun til jobcentret, at hun tvivler alvorligt på mit engagement.
Medicinen begynder at virke, og jeg går i gang med en langsom genoptræning af mig selv. Jeg er så heldig at få en ny sagsbehandler og en ny Anden Aktør – gode mennesker, der behandler mig værdigt og tror på det, jeg siger. Efter to år med den belgiske behandling og relativ ro fra jobcentret kan jeg melde mig rask og begynde at arbejde igen. I dag har jeg det godt. Men ydmygelsen og afmagten fra dengang, jeg ingenting kunne og alligevel blev mistroet og afkrævet alt muligt, vil nok altid sidde i mig. At blive syg og ende i jobcentersystemet igen er min største skræk.
