En skolelærers fortælling.
Næsten 25 år i job som lærer på samme skole. 51 år, da jeg 1. gang bliver sygemeldt med depression. Har efter flere traumatiske oplevelser i min familie, arbejdet stabilt uden mange årlige sygedage. Så det er hårdt, da min psykolog siger:" jeg tror du har en depression" og skal sygemeldes.
Tilbage i skolen i 2014, men desværre syg igen i 2016. Stater igen i job, men bliver omskolet til praktik i andet job efter " nyorientering" arrangeret af Jobcenteret og fyret fra folkeskolen 2018, efter 26 år på samme skole, og arbejder nu på et lager og kæmpede mig til 30t ugentlig.
Faldt desværre ned af en skrænt på ferien i 2018, og fik brud på rygsøjlen og sygemeldt pga. brud på ryggen og brug af korset i 3 mrd. Depressionen spøger stadig, men reduceringen af ansvar på arbejdet, gjorde at job var ok, men sov det meste af dagen, indtil næste morgen, men var på mange måder taknemmelig!
Blev raskmeldt nov 2018, efter pres fra sagbehandler, i form af, " du kommer ud af systemnet, vi skal nok hjælpe dig videre" prologen.
Men nej! Jeg kørte psykisk ned pga. søgning af 2 job hver uge, diverse kurser, og manglende forståelse for mine kognitive vanskeligheder, efter flere depressioner.
Bryder sammen i feb. 2019 og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i 1 mrd.
Har været gennem flere terapeutiske forløb og sidst i praktik med højest 4 timer ugentligt. Afsluttede praktik nov 2021, og søgte førtidspension.
Er indkaldt til møde d. 22/4 hvor min sagsbehandler skal lave en funktionsevnebeskrivelse. Jeg orker ikke at forklare mere. Jeg har beskrevet det på adskillige måder til min jobkonsulent og de har en enorm detaljeret beskrivelse fra min psykolog. De kan hente alle oplysninger der, men nej! De vil vide mere, og det eneste jeg ønsker er at få vished og finde en afslutning.
Jeg har søgt om alderspension fra 1/2-22, da jeg fylder 61 år d. 1/8-22, og har mistænkt kommunen for at trække tiden, så de sparer penge.
Jeg har været på ressourceforløbsydelse siden 1/2- 2018, og det er virkelig hårdt økonomisk og menneskeligt.
Jeg har klaget over den lange behandlingstid og spurgt, om det er mennesket eller økonomien, der kommer først, når man hjælper de svageste borger, som ikke selv, har ønsket den situation, de står i.
Man bliver efterhånden, en stor undskyldning for sig selv, og føler sig virkelig til besvær. Samtidig er det enorm skamfuldt, ikke at bidrage til fællesskabet.
Ens identitet er gået fra at være den voksne, udover forældrene, der fremmede elevernes tro på egen værdi og evner. Til selv at bøje nakken og blikket, for ikke at blive overmandet af " selvhad", som er en forfærdentlig følelse at være i.
Man bygger ikke mennesker op i Jobcenteret, man bryder dem ned, og det er virkelig trist!
Mvh.
Korna Nygaard