Et ødelagt liv.
Jeg var enlig mor til 4 børn med særlige behov, grundet dette havnede jeg på kontanthjælp. Jeg flyttede fra min fødeby på Amager til Vest Jylland i 2002 grundet personlige årsager. Lemvig kommune nægtede at yde den nødvendige hjælp og støtte til mine børn. Jeg blev sat i aktivering på kommunens jobværksted, herfra blev jeg sendt ud i den ene praktik efter den anden. I 2007 havnede jeg hos en landmand med malkekøer. Dagen inden jeg skulle fastansættes, sparkede han den ko jeg var ved at flytte. Koen løb med mig, og jeg mærkede et kraftigt smæld i hoften hvorefter jeg besvimede og faldt under dyret som så fik trådt på mig også. Min hofte og ryg er ødelagt og jeg bliver aldrig rask.
Jeg fik aldrig erstatning, for jeg havde været på kontanthjælp og derfor ifølge arbejdsskadestyrelsen bliver mén graden sat til under 5% hvilket giver udfaldet af nul erstatning. I dag er jeg førtidspensionist. Men i de år jeg kæmpede først for mine børn og sidst for mig selv, ødelagde mig psykisk og fysisk.
I tiden efter ulykken blev jeg af kommunen sendt ud i deres motions center, hvor jeg skulle løbe på løbebånd, løb jeg ikke stærkt nok blev jeg trukket i kontanthjælp. ( Det viste sig jeg gik med et brud i hoften ) Dagen inden operationen blev jeg kaldt på kommunen akut. De krævede jeg skulle skrive under på at jeg var doven og hypokonder og ikke fejlede noget. Hvis ikke så ville man fjerne mine børn og dyr. Som hun sagde til mig: Der findes jo også liggende arbejde.
Alle kampene smerterne og sulten sled så hårdt på mig at jeg flere gange prøvede at gøre en ende på det usle liv. Dog uden held.
Jeg lever dagligt i et smerte helvede, alt er en kamp for mig, hjælpemidler hedder i dag forbrugs goder.
Jeg har udviklet kronisk PTSD.
