11 år som sygemeldt i jobcenteret blev det til for mig.
De sidste 5-6 år har været ekstremt hårde. Kh loftet var et frygteligt indgreb som enlig mor med 2 børn. Vi mistede knap 3000 kr om mdr. Jeg fik konstateret kronisk stress, depression som bare blev værre og værre. Blev afvist af rehab teamet for nogle år siden, da jeg ellers havde håbet på at komme på revalidering.. men nej, jeg blev sendt retur til min sagsbehandler, og brød fuldstændigt sammen.
Det værste er følelsen af at man bliver målt og vejet med mistro. Uanset om man kom og nærmest ikke havde sovet i flere dage, så så man altid "mega godt ud" . Til sidst blev jeg så rasende at jeg skældte ud på min sb, hældte al min frustration ud over hende. Spurgte ind til hvad formålet var med en "Jobkonsulent" når jeg ikke skulle være bange for at skulle i job. Syntes nemlig det var spild af tid med sådan en konsulent.
Følelsen af at blive holdt hen, og blive mistænkeliggjort.
Helt seriøst, så er det den værste tid i mit liv.
Jeg har svær scoliose, gentagne depressioner og social angst. Og måske hjerneskade. Men det aldrig blevet undersøgt, det ignorerede de nemlig.
Jeg blev indstillet til pension i december. Og fik det bevilliget i januar. Er så lettet og glad over at det er overstået.
Men de sidste års forløb sidder stadig i mig.
Aldrig har jeg følt mig så ydmyget og uretfærdigt behandlet. Umyndiggjort og ussel..

Jeg gik ned med stress for 11 år siden og endte i jobcentersystemet, og det eneste de nogensinde har kunnet hjælpe med, er når de har ladt mig få fred for dem, så har jeg kunnet få det bedre. Men så snart man har det lidt bedre, så bliver man jagtet fra det ene til det andet til det tredje igen.

Da jeg gik ned med stress igen i 2018 pga. jobcenterets press var der ikke nogen fred at få; jeg blev forsat jagtet i halvandet år! Jeg kunne intet, jeg boede i min seng i flere år, alt imens jeg blev truet og sendt ud i praktikker og andre "tilbud".

Så ja, hvor der var en arbejdsevne engang, er der absolut intet at komme efter mere. Men har jeg så fået en førtidspension, så jeg endelig kan få fred? Nej, for det er også en kamp man skal kæmpe!

Fik 4 hjerneblodpropper i nov 2012. Jeg er hjerneskadetræt, og udfordret kognitivt v mange afbrydelser, samt frastjålet evnen til at falde i søvn.
Indenfor et år var jeg i jobafklaringsforløb, som blev afbrudt, da jeg skulle til møde med rehabiliteringsteamet. Og derefter overgå til noget andet.
Vurdering 10 timer/ uge. Derefter har jeg været presset ud i 2 praktikker ( hvor der ikke ville være job bagefter - men så var jeg ude af systemet i den periode). Med jobafklaring, 2 praktikker, og en ny praktik, der vinker forude, så har jeg efter de 4 hjerneblodpropper arbejdet et HELT år gratis. Uden at det på nogen måde har bragt mig videre. Det er så håbløst og tyngende, at det er endnu et år, at bære. ABSOLUT INGEN på jobcentret har handlet proaktivt, for at hjælpe mig.
En konsulent jeg har været hægtet på var ubehagelig og vred på de arbejdsledige, og talte nedværdigende til os.
Hver eneste uge sku jeg forsvare hvert enkelt i "Fleksjobavisen", hvis jeg ikke havde søgt jobbet! Jeg blev langsomt, men sikkert nedbrudt i en grad, så jeg var ved at ryge helt ned med flaget, og blev grådlabil. Min læge, som tydeligt kunne se det; sa'e: Jeg kan ikke gøre noget! De er ligeglade. Du er ikke den eneste her hos mig, som bliver ødelagt/ syg af Jobcentret!

Jeg er 42 år og mor til to. Jeg er uhelbredeligt syg af brystkræft med kræft i lever og knogler og er i livsforlængende kemobehandling. Jeg har siden jeg fik min diagnose i 2016 været omfattet af standby-ordningen og fået forlængelse af sygedagpenge efter sygedagpengeloven §27 stk.1, nr. 5, der giver ret til tidsubegrænset sygedagpenge, når der er tale om en livstruende, alvorlig sygdom.
Jeg har været i et opslidende langvarigt kemobehandlingsforløb og er fortsat i livsforlængende kemobehandling, hvor jeg får behandling 9 dage ud af en 21-dages periode. Jeg er stærkt mærket både fysisk og psykisk af sygdommen og behandlingen. Mine ressourcer er derfor små, og jeg kæmper i det daglige med at få mine kræfter til at række til selv simple dagligdagsopgaver.

Jobcenteret har truffet afgørelse om, at jeg skal i et jobafklaringsforløb, da de vurderer, at jeg ikke længere har behov for at være omfattet af standby-ordningen – dette på trods af at jeg har livstruende kræft, der ifølge "diagnoselisten" berettiger mig til at være omfattet af standby-ordningen. Jobcenteret vurderer, at jeg ikke aktuelt er livstruet, ligesom de vurderer, at mit helbred er væsentligt forbedret og lægger vægt på, at min sygdom er i en stabil fase – dette på trods af flere lægefaglige udtalelser der erklærer, at jeg aktuelt er livstruende syg, stærkt mærket af sygdom og behandling og med tiltagende bivirkninger fra kemobehandlingen. Jobcenteret underkender altså de lægefaglige udtalelser, men som de meget nedværdigende sagde på et opfølgningsmøde "vores indtryk er, at sådan skriver lægerne altid fra Onkologisk Afdeling".

Jeg er ikke i tvivl om, at det faktum, at jeg indtil for nylig har været omfattet af standby-ordningen, har været en afgørende faktor for, at jeg har haft den ro, jeg lige netop har behov for for at kunne forholde mig til min dødlige sygdom og give kroppen den ro, der er krævet for, at jeg kan passe min livsvigtige behandling. Mit læs er nu væltet. Min helbred er væsentligt forværret, der er ikke meget livsglæde tilbage, og værst af alt har jeg været for afkræftet til at kunne få min livsvigtige kemobehandling. Mine ressourcer rækker ikke til oven i sygdom og behandling at skulle forholde mig til møder på jobcenteret, breve fra jobcenteret og jobafklaringsforløb. Alt jeg ønsker er ro i min sidste tid!

Jeg står til og falde mellem 2 stole.
Et jobcenter som raskmelder mig, og en A-kasse som muligvis ikke vil vurdere mig til rådighed på det ordinære markedsmarked grundet mine store skånehensyn, og at jeg ikke siden nov. 2021 har kunne arbejde mere end 16 timer. Så derfor lander jeg i et "sort hul".
Jeg er desværre ramt af flere kroniske lidelser i lænderyggen, hvilket betyder at mit daglige liv er plaget af smerter og begrænsninger.
Jeg er et pligtopfyldende mennesker som altid har haft fysiske jobs, passet mit arbejde, fået skabt en familie og et god grundlag for mine børn.
Jeg bliver desværre ramt af vedvarende smerter i ryggen i 2018/2019 og har siden der forsøgt og blive på arbejdsmarkedet, og min nuværende arbejdsplads inden for hjemmeplejen har gjort hvad de kunne, men nu kan jeg ikke mere pga. forværringer.
Jeg ryger så ind i sygedagpenge helvedet, og oplever ingen brugbar støtte, vejledning eller forståelse fra jobcenteret i min sag.
Jeg har manglet råd, vejledning og vilje fra de instanser der har med min sag at gøre. Der er ikke sket nogle tiltag for at fastholde mig på arbejdsmarkedet (Arbejdspladsen kunne måske have fundet en løsning, hvis kommunen gav noget støtte/økonomi til det) eller jobprøvning/afklaring som vil kunne belyse hvor min vej evt. kunne være, samt timeantal og om det overhovedet er muligt for mig at finde job på det ordinære arbejdsmarked på almindelig vilkår.
Jeg har en del lægefagligt vurderet skånehensyn med ryggen, som skal overholdes for at holde evt. forværringer holdes fra livet.
Jobcenteret "holder mig hen" i godt 3 mdr. for at komme med beskeden vi lukker dine sygedagspenge, og dermed er jeg raskmeldt i deres system. Det var tid som kunne være brugt på noget afprøvning, og som der også var lagt op til i feb.
Jeg får beskeden jeg skal bare finde et nyt job hvor alle mine skånehensyn imødekommes, hvor jeg forklare hvordan skal jeg kunne finde et job på det ordinære arbejdsmarked med alle de begrænsninger, og undre mig over hvordan jobcenter (altså en ikke lægefaglig person) kan vurdere at bare fordi mine skånehensyn bliver imødekommet, så kan jeg arbejde 100 procent og pludselig er alle smerter væk.
Jeg har haft enormt svært ved at navigere rundt i et system som er fuldstændig ukendt for mig, og jeg kender ikke dagsorden for. Jeg har virkelig manglet en sammenhængende sagsbehandling, og ikke et system hvor man bliver sendt rundt. Det undre mig, at på intet tidspunkt har egen læge, jobcenteret mm siddet sammen og fået drøftet en god og holdbar løsning for mig. Jobcenteret har været tilbudt denne samtale, men har ikke ønsket og deltage. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at der ligger en aftale mellem jobcentret og A-kassen, at jobcentret skal inddrage A-kassen hvis man har borger som kan ende i denne situation.
Det kan da ikke være i nogens interesse at jeg 1 juli hvor jeg er opsagt står uden nogen form for indtægt, tilknytning til arbejdsmarked eller en god fornemmelse for fremtiden.

Jeg er uddannet pædagog, Friluftsvejleder og Folkeskolelærer, men har siden jeg fødte min søn for 26 år siden, fået diagnosen først struma, og nu mange år senere, hashimotos. Det er 3. gang jeg er sygemeldt, nu lyder sygemeldingen på stress, og det er helt sikkert også arbejdsrelateret stress der forværret min kroniske autoimmune sygdom. Desuden har jeg borreliose, tinitus og mange og udmattende symptomer der udmatter mig og giver smerter.
Jeg er i jobafklaring med henblik på flexjob. Jeg stresses over at udredningen tager så lang tid, at jeg selv skal have overblikket og i særlig grad, at der ikke er nogen deadline på, hvornår jeg ude af jobcenterregi.
Det er opslidende og ødelæggende og til tider ikke til at holde ud.

Jeg er uddannet Social- og Sundhedsassistent. Fik en arbejdsskade i min ryg/lænd , som desværre kostede mig mit arbejde, da skaden er stationær. Jeg har desuden kronisk håndeksem. Jeg blev raskmeldt af jobcentret til det ordinære arbejdsmarked, før jeg overhovedet var færdig udredt og imod både min prakt.læges og lægen på Skagens Rygcenters anbefaling - både skriftligt og mundtligt.
Jeg valgte at få sagen prøvet i Ankestyrelsen selvom jeg derved ingen indtægt havde imens.
Ankestyrelsen gav mig medhold i alt - bl.a at sagsbehandleren ikke lyttede til lægerne og at hun desuden tilsidesatte regler for vurdering af arbejdsevne.
Jeg fik tilkendt sygedagpenge med tilbagevirkende kraft og en ny udvidet Lægeerklæring skulle udfærdiges. Jeg måtte gå til den øverste chef for at få en anden sagsbehandler, hvilket jeg så endelig fik. Status er nu at jeg vil få sygedagpenge i op til 69 uger for at få afprøvet/vurderet min arbejdsevne evt med henblik på flexjob.

Mit forløb i jobcenteret er også et langt og en umenneskelig proces.
Efter et alvorligt benbrud med senfølger vurdere kirurgen at 20 timers flexjob er det som jeg kan klare i fremtiden. Det blev desværre starten på en lang proces, hvor jeg de 2 første år slet må blive afklaret for sagsbehandler. Sygemelding på sygemelding de næste år og ingen fremtid i udsigt
Men endelig indledes det som blev et mareridt af afklaring.
Mine skader bliver værre, smerterne er ulidelige og jeg udvikler stress, så der nu er to diagnoser og min effektivt er nu 9 timer.
Det endeløse mareridt af et forløb forsætter. Min læge giver flere gange udtryk for at jeg har svært ved, som menneske at blive behandlet så dårligt og ikke trives, sagsbehandler er bekymret men teamleder et ligeglad. Jeg skal redegøre for alt, hvem jeg ser privat, hvordan jeg går i bad, kan jeg, kan jeg selv tage tøj på, lave mad osv spørgsmål som ingen relevans har for sagen. Ydmygelserne forsætter, stress diagnosen bliver gjort permanent og er nu en kronisk lidelse. Så nu er der 3 sygdomme at leve med.
56 lægeerklæringer senere er jeg så desperat at jeg en aften skriver til et byrådsmedlem som er ansvarlig for beskæftigelsen i Thisted kommune. Han reagerer heldigvis hurtigt og pludselig er jeg indstillet til møde med rehabiliteringteamet.
Jeg får bevilget flexjob på 9 timer (teamleder stemte som den eneste imod) pga af de 3 diagnoser som jeg nu har efter at har været i afklaring.
En diagnose blev til tre efter mødet med jobcenteret.

Jeg fylder 43 år idag, men der er intet at råbe hurra for!
I næste uge er jeg indkaldt til afsluttende Rehab-møde, men er ikke i stand til at møde frem pga voldsom angst mv.
Jeg er blevet varskoet om, at manglende fremmøde kan resultere i overførsel til kontanthjælp eller til ingenting.

Men efter 4 års pineri på ressourceforløb, er jeg så ødelagt, at jeg hverken kan tænke, tale eller skrive om min sag, uden at bryde helt sammen.
Jeg har været udsat for psykisk vold, sagsbehandlere der vender rundt 180 grader, sagsbehandlere der ikke vil stå ved tidligere udtalelser og et umenneskeligt pres for fremmøde, for SÅDAN ER LOVEN!!!

Jeg er uddannet ingeniør, er godt begavet og helt grundlæggende et godt menneske, der gerne vil passe på andre. Men jeg har været udfordret af psykiske problemer on/off de sidste 10 år.
Nu er jeg afsluttet i lokalpsykiatrien, for jeg er for stresset (pga kommunen) til at blive udredt!! Kommunen vil ikke være med til en psykiatrisk speciallægeerklæring - og så er der jo kun belæg for endnu et ressourceforløb.... hele møllen forfra med møder, pres, stress.
Jeg ønsker bare ro. Og et liv, hvor jeg kan trække vejret og være mor og hustru for min familie.

Jeg har ikke mere sjæl at sælge.

Grundet svære psykiske lidelser, har jeg været på uddannelseshjælp siden jeg fyldte 18 til nu, 3 år senere. Førhen blev jeg forsørget kommunalt, da jeg var anbragt.
Jeg har nu været sygemeldt fra jobcentret i 5 måneder, da jeg ikke kan magte det oveni behandling etc. Mit funktionsniveau har ikke forbedret sig de seneste 5 år, tværtimod magter jeg mindre og mindre. I jobcentret bliver jeg mødt af "fagpersoner", der hænger sig fast i, at jeg er ung og velbegavet - og derfor er der ingen grund til at sætte mig i fleksjob/på førtidspension. Jeg skal bare aktiveres i det rigtige, og så er jeg klar til at tage en uddannelse og forsørge mig selv (mener de).
Jeg er et voksent menneske, og jeg er træt og udkørt af et system, som bør hjælpe, men som gør det modsatte. Det er ikke fordi jeg er doven, det er fordi jeg mentalt ikke kan klare job/uddannelse. Lige meget hvor begavet jeg så er - og desuden er det også en tarvelig stigmatisering, at man skal være "underbegavet" eller direkte have en mental retardering, for at få tilkendt et fair, forudsigeligt og fast forsørgelsestilbud.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag opdateringer om vores arbejde og events.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram