Jeg har døjet med socialangst og depression, så længe jeg huske og har fået stillet diagnosen Ængstelig Evasiv Personlighedsforstyrrelse for små 2 år siden. Det var nogenlunde samme tidspunkt de valgte at jeg skulle i ressourceforløb i 5 år. - Ordret blev der der sagt " du er for ung til, at vi vil give dig pension"
Har været sendt ud i diverse angstkurser og været i psykiatrien men intet har kunne hjælpe mig og min læge er kommet frem til, at min situation er stationær.
- Jeg har samtidig haft for lavt stofskifte i 6-7 år nu, som påvirker overskuddet og hukommelsen og det gør det svært for mig, at skulle forholde mig til flere ting på en gang og jeg bliver hurtigt drænet for alt hvad der hedder energi og mentalt lukker jeg helt ned hvis der foregår meget på en dag.
Jeg føler, at jeg bliver blæst rundt af kommunen fordi jeg stadig er "ung".
Jeg fylder 43 år idag, men der er intet at råbe hurra for!
I næste uge er jeg indkaldt til afsluttende Rehab-møde, men er ikke i stand til at møde frem pga voldsom angst mv.
Jeg er blevet varskoet om, at manglende fremmøde kan resultere i overførsel til kontanthjælp eller til ingenting.
Men efter 4 års pineri på ressourceforløb, er jeg så ødelagt, at jeg hverken kan tænke, tale eller skrive om min sag, uden at bryde helt sammen.
Jeg har været udsat for psykisk vold, sagsbehandlere der vender rundt 180 grader, sagsbehandlere der ikke vil stå ved tidligere udtalelser og et umenneskeligt pres for fremmøde, for SÅDAN ER LOVEN!!!
Jeg er uddannet ingeniør, er godt begavet og helt grundlæggende et godt menneske, der gerne vil passe på andre. Men jeg har været udfordret af psykiske problemer on/off de sidste 10 år.
Nu er jeg afsluttet i lokalpsykiatrien, for jeg er for stresset (pga kommunen) til at blive udredt!! Kommunen vil ikke være med til en psykiatrisk speciallægeerklæring - og så er der jo kun belæg for endnu et ressourceforløb.... hele møllen forfra med møder, pres, stress.
Jeg ønsker bare ro. Og et liv, hvor jeg kan trække vejret og være mor og hustru for min familie.
Jeg har ikke mere sjæl at sælge.
Har været i systemet siden arb.ulyk i 07 været i ressourceforløb siden '15 forlænget 3 gange nu, fordi de info som kommunen har bedt om ikke er blevet indhentet i rette tid, eller slet og ret ignoreret. Trods tilbud om ftp I '08 men var jeg ikke indstillet på som 22årig, har nu overvejet selvmord 3 gange siden 17, 1 mislykkedes forsøg, og div opråb til både læge og socialarbejder, nu er jeg 38 og kan ikke se et liv for mig, meget længere, været i jobpraktikker uden posetiv virkning 3x indlæggelser, 50 sagsbehandlere der hver ville deres vej. 16 fysioterapeuter der enten gav op, eller kun kunne yde lindrende behandling. Og et system der på ingen måde hjælper dem der "ser raske ud" og blot for at der kan komme tilskud I kassen. Flyttede til Vordingborg august '18 første møde med sagsbehandler var januar 20, og igen skulle jeg fortælle alt hvad der var sket, da der ikke bliver læst op på sagerne... Morfin præparater 3x dagligt 16 smertestillende om dagen for at kunne holde ud at være i mig selv, og selv dér er der ingen der siger at nu er nok nok...
Jeg er et menneske i denne verden, der lever med et skjult handikap.
Jeg læste på universitet i 2005, da en hjernehindeblødning og epilepsi ramte mig i en eksamensperiode og efter et halvt år senere en kirurgisk fjernelse af den tumor, der forårsagede det. Et par måneder efter hjernehindeblødningen kunne jeg ikke overskue både studie og studiejob og fik tilkendt SU tillæg iform af handikap hjælp de sidste 15 mdr. af mit studie. Jeg fortsatte mit studie mellem episoderne og færdiggjorde det på normeret tid dybt taknemmelig for sundhedsvæsenets og samfundets hjælp. Det var hårdt.
Jeg har i 17 år forsøgt at indgå på fuldstændig "normal" vis i et arbejdsliv med plads til et rigt og givende socialt liv med de ressourcer og reserver jeg nu engang havde efter hjernehindeblødningen, epilepsien og fjernelsen af tumoren i mit hoved i 2005 og tilfreds betalt min skat.
Jeg har intuitivt og løbende justeret og indrettet mig efter en lyd og lys sensitiv hjerne med en vis grad af kognitiv funktionsnedsættelse, der med årene er blevet mere og mere tiltagende.
I november 2019 får jeg på en ferie i Fransk Polynesien denque virus og der følger et forløb med ekstrem fatique både fysisk og kognitivt, som min praktiserende læge ikke tager alvorligt, da jeg henvender mig. Jeg er rimelig pligtopfyldende og forsøger at arbejde mig igennem det. Det ender i en svær overbelastningsreaktion i april 2020 og så starter mit forløb med et jobcenter og et sundhedsvæsen, der ikke lytter og tilgår mig, som det menneske jeg er. En ressourcestærk, handlekraftig person med et skjult handikap.
Jobcenteret raskmelder mig i december 2020 efter den der mærkelige 22 ugers regel. Det trækker fuldstændig tæppet væk under mig i den lange famlende periode, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår og jeg er forsvundet fra mig selv.
Jeg har en fleksibel og yderst imødekommende arbejdsplads med mulighed for alle tænkelige skånehensyn ift mine kognitive udfordringer. Vi var igang med den fineste optrapningsplan, men pga den pludselige raskmelding aftaler vi en panikløsning på 30 timer/uge. Jeg kæmper hver dag i 2021 for at genvinde mine kræfter, fuldstændig som tiden i 2005/2006. Det ender med jeg igen igen igen får et blackout, snubler og denne gang falder med hovedet først ind i et bord. Flækker kinden og pådrager mig en hjernerystelse. Nu har jeg svære kognitive udfordringer, konstant, øresusen, grøn stær og igen hypersensitiv overfor skærmarbejde.
Jeg kunne ikke rumme, hvis den akutte sygemelding efter hjernerystelsen skulle gå hen og blive langstrakt og Jobcenteret skulle indover mit liv igen. Min arbejdsplads undlod at melde sygemeldingen i 3 mdr, mens jeg langsomt forsøgte at komme tilbage. Det kunne jeg ikke. Jeg har nu så svære kognitive udfordringer, at jeg ikke kan udføre min primære opgave inden de mest hensynsfulde rammer.
Jeg er igen fuldtidssygemeldt et uafklaret stykke tid endnu og Jobcenteret kommer indover snart. Min hjerne skal have tid, støtte og mulighed for at udvikle sig ud af disse sidste kriser/traumer, så jeg begrænser kognitiv funktionsnedsættelse, autonom dysfunktion og min resiliens styrkes i fremtiden.
Jeg bruger alle mine daglige reserver på at blive fysisk bedre, navigere kontrolleret og rationelt i hvad kommer til at være en lang afklaringsproces af syn, hørelse, kognitive evner, job og økonomi.
Jeg har arbejdet med at rådgive sundhedsfagligt personale indenfor behandling af komplekse patienter med biopsykosociale problemstillinger og har set gang på gang, hvordan deres udfordringer potenseres af systemet.
I de sidste 3 år har jeg egenhændigt finansieret bluelightbriller, manuel terapi, kommunens hjerneskadekoordinator. Aktuelt er jeg igang med at argumentere for henvisning til neurologisk udredning og neuropsykologisk hjælp til mine kognitive vanskeligheder.
På intet tidspunkt i de sidste 3 pr har det sociale system eller almen praktiserende læge rådgivet, hjulpet mig ud fra min historik og det menneske jeg er, men ene og alene puttet mig ind i en eller anden udefinerbar social kasse og vinget af på et skema at de har haft en opfølgningssamtale ugentligt.
Jeg lægger mærke til, at jeg ikke har den livskraft, jeg havde for år tilbage. Der opstår et vist antal kriser, og den mekanisme, som normalt oversvømmer situationen med adrenalin, virker ikke. Mobiliseringen bliver usikker og langsom eller mangler helt.'
Year of magical thinking, Joan Dideon.
Jeg er bankerot og træt og syg, men livet er fantastisk og jeg står op kl 6 hver dag og kæmper videre.
Det er chokerende og traumatiserende, hvor lidt hjælp, der er at få og hvor meget dem, der skal hjælpe en borger/patient/medarbejder, selv famler rundt i et uoverskueligt system af individuelt fortolkede principper, algoritmer, regler og paragrafer. Et system der fratager dem at gøre det, de jo allerhelst vil arbejde med, nemlig at hjælpe mennesker.
Infrastrukturen i vores system uoverskueligt og vores medarbejdere, kollegaer og medmennesker udbrænder en efter en.
Inklusiv mig selv.
Tilbage i 2013 kom jeg på kontanthjælp. Her fik at vide at jeg var for syg til at kunne komme op foran teamet der ellers kunne afklare mig. Jeg blev indtil 2019 holdt på den laveste ydelse imens jeg blev kastet rundt til al mulig og umulig aktivering, skiftende sagsbehandlere og jobcentre. Med sanktioner flere gange, og en sagsøgning for 162000 kr jeg skulle have snydt for, hvor de har taget 32000 kr igennem at inddrage min overskydende skat i fem år, en sag der aldrig rigtig var, da de ikke besvarede min advokat nogensinde. I 2019 kommer jeg op foran teamet og bliver totalt hånet og latterliggjort og knækket. Jeg får tre år på ressourseforløb. Dvs fortsat samme ydelse - men nu med tvangsarbejde/praktik.
Da jeg på center for seksuelt misbrugte i 2016 blev gjort opmærksom på en formodet PTSD, blev det min adgangsbillet til psykiatrien og jeg fik mit første forløb i 2017. Det åbnede op for en ny diagnose, og herfra er toget ellers bare kørt afsted. Personligheds forstyrrelse, ADHD, skæve hofter (der har krævet operation) en løs hofteprotese, fibromyalgi samt nu en formodet OCD. Jeg kunne ikke have overlevet at være i systemet uden al den terapi jeg har fået i psykiatrien. Det er kun fordi jeg har en datter at jeg ikke har endt mine dage som direkte reaktion på behandlinger i det system.
Mvh Amandaa
En skolelærers fortælling.
Næsten 25 år i job som lærer på samme skole. 51 år, da jeg 1. gang bliver sygemeldt med depression. Har efter flere traumatiske oplevelser i min familie, arbejdet stabilt uden mange årlige sygedage. Så det er hårdt, da min psykolog siger:" jeg tror du har en depression" og skal sygemeldes.
Tilbage i skolen i 2014, men desværre syg igen i 2016. Stater igen i job, men bliver omskolet til praktik i andet job efter " nyorientering" arrangeret af Jobcenteret og fyret fra folkeskolen 2018, efter 26 år på samme skole, og arbejder nu på et lager og kæmpede mig til 30t ugentlig.
Faldt desværre ned af en skrænt på ferien i 2018, og fik brud på rygsøjlen og sygemeldt pga. brud på ryggen og brug af korset i 3 mrd. Depressionen spøger stadig, men reduceringen af ansvar på arbejdet, gjorde at job var ok, men sov det meste af dagen, indtil næste morgen, men var på mange måder taknemmelig!
Blev raskmeldt nov 2018, efter pres fra sagbehandler, i form af, " du kommer ud af systemnet, vi skal nok hjælpe dig videre" prologen.
Men nej! Jeg kørte psykisk ned pga. søgning af 2 job hver uge, diverse kurser, og manglende forståelse for mine kognitive vanskeligheder, efter flere depressioner.
Bryder sammen i feb. 2019 og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i 1 mrd.
Har været gennem flere terapeutiske forløb og sidst i praktik med højest 4 timer ugentligt. Afsluttede praktik nov 2021, og søgte førtidspension.
Er indkaldt til møde d. 22/4 hvor min sagsbehandler skal lave en funktionsevnebeskrivelse. Jeg orker ikke at forklare mere. Jeg har beskrevet det på adskillige måder til min jobkonsulent og de har en enorm detaljeret beskrivelse fra min psykolog. De kan hente alle oplysninger der, men nej! De vil vide mere, og det eneste jeg ønsker er at få vished og finde en afslutning.
Jeg har søgt om alderspension fra 1/2-22, da jeg fylder 61 år d. 1/8-22, og har mistænkt kommunen for at trække tiden, så de sparer penge.
Jeg har været på ressourceforløbsydelse siden 1/2- 2018, og det er virkelig hårdt økonomisk og menneskeligt.
Jeg har klaget over den lange behandlingstid og spurgt, om det er mennesket eller økonomien, der kommer først, når man hjælper de svageste borger, som ikke selv, har ønsket den situation, de står i.
Man bliver efterhånden, en stor undskyldning for sig selv, og føler sig virkelig til besvær. Samtidig er det enorm skamfuldt, ikke at bidrage til fællesskabet.
Ens identitet er gået fra at være den voksne, udover forældrene, der fremmede elevernes tro på egen værdi og evner. Til selv at bøje nakken og blikket, for ikke at blive overmandet af " selvhad", som er en forfærdentlig følelse at være i.
Man bygger ikke mennesker op i Jobcenteret, man bryder dem ned, og det er virkelig trist!
Mvh.
Korna Nygaard
Nov 2014 kommer jeg ud for en arbejdsulykke, hvor jeg får ødelagt min venstre skulder/arm. Kort tid efter bliver jeg opereret. Samtidig bliver jeg fyret. Jeg starter i arbejdsprøvning og på smerteklinik. Februar 2016 stopper jobcentret min sygedagpenge pga stationær tilstand. Min læge klager til jobcentret og jeg anker sagen. Desværre unden held. Jeg søger om ressourceforløb, men får afslag. Jeg forsætter i arbejdsprøvning i 2,5 år mere, uden nogen former for indkomst. I Jan. 2019 får jeg lavet lægeerklæring nr.18. I maj 2019 får jeg tilkendt fleksjob på 6 timer om ugen.
Ikke nok med at jeg lever med kroniske smerter, og ikke kan bruge venstre arm/skulder. Så kæmper jeg også med en depression, efter mødet med jobcentret. Min sag kunne være afgjort langt før, hvis man lyttede til min egen læge, smerteklinikken eller arbejdsmedicinsk afdeling.
Det er en skændsel at man efter et langt arbejdsliv som sygehjælper får en skade i ryggen og udover det har slidgigt ,ryger på sygedagpenge med forlængelse ,får en mengrad 5 % ,og vupti ryger på jobafklaring i 3 år ,med alle mulige forløb og praktikker ,og når da også lige at blive ulovligt raskmeldt ,som gør at jeg er på kontanthjælp i 6 mdr,inden jeg vinder min anke😢som forsørger
kort fortalt,er nu startet forfra i ressourse forløb 3 årigt og skal nu hele møllen igennem igen ,jeg har i forløbet fået stress,angst og depressioner ,medicin og er nu i min 2 praktik ,som slider mig ned psykisk og fysisk ....har 1 1/2 år tilbage i ressourse forløb .....
Ps:mistede mit midlertidige erhvervsevnetab da jeg røg ulovligt på kontanthjælp og har nu advokat på til at køre en retsag.
Tak for dig❤️
Ressourceforløb?! Det giver ingen mening; er man ikke syg, så bli'r man det da, når man er prisgivet systemets lovgivning😡
Dem, der forfatter den, lovgivningen, har tilsyneladende helt glemt A. Antonovskys centrale spørgsmål: "Hvad skaber sundhed?" og hans fine fine forsøg på svar i påpegningen af OplevelseAfSammenhæng funderet i meningsfuldhed, begribelighed og håndterbarhed🙏
TAK for den kamp du kæmper på mange menneskers vegne Louise - jeg selv inklusiv.
Første langtidssygemelding i 2007 pga tarmsygdom. Afslag på revalidering. Sygemeldt igen i 2012-13. Røg herefter helt ud af ydelsessystemet i et år. Herefter 5 årigt ressourceforløb med kun halvandet års indhold, resten ventetid. Helbredsforværring til følge med ny fysisk diagnose. To gange afslag på pension fra pensionsnævnet, der ville sende mig ud i endnu et 5 årigt ressourceforløb. Med professionel bistand blev jeg tildelt førtidspension via Ankenævnet i 2019. Ialt 12 år on/off i systemet uden reel hjælp. Stadig 'kommune-PTSD' af forløbet.
