Grundet svære psykiske lidelser, har jeg været på uddannelseshjælp siden jeg fyldte 18 til nu, 3 år senere. Førhen blev jeg forsørget kommunalt, da jeg var anbragt.
Jeg har nu været sygemeldt fra jobcentret i 5 måneder, da jeg ikke kan magte det oveni behandling etc. Mit funktionsniveau har ikke forbedret sig de seneste 5 år, tværtimod magter jeg mindre og mindre. I jobcentret bliver jeg mødt af "fagpersoner", der hænger sig fast i, at jeg er ung og velbegavet - og derfor er der ingen grund til at sætte mig i fleksjob/på førtidspension. Jeg skal bare aktiveres i det rigtige, og så er jeg klar til at tage en uddannelse og forsørge mig selv (mener de).
Jeg er et voksent menneske, og jeg er træt og udkørt af et system, som bør hjælpe, men som gør det modsatte. Det er ikke fordi jeg er doven, det er fordi jeg mentalt ikke kan klare job/uddannelse. Lige meget hvor begavet jeg så er - og desuden er det også en tarvelig stigmatisering, at man skal være "underbegavet" eller direkte have en mental retardering, for at få tilkendt et fair, forudsigeligt og fast forsørgelsestilbud.

Jeg er et menneske i denne verden, der lever med et skjult handikap.
Jeg læste på universitet i 2005, da en hjernehindeblødning og epilepsi ramte mig i en eksamensperiode og efter et halvt år senere en kirurgisk fjernelse af den tumor, der forårsagede det. Et par måneder efter hjernehindeblødningen kunne jeg ikke overskue både studie og studiejob og fik tilkendt SU tillæg iform af handikap hjælp de sidste 15 mdr. af mit studie. Jeg fortsatte mit studie mellem episoderne og færdiggjorde det på normeret tid dybt taknemmelig for sundhedsvæsenets og samfundets hjælp. Det var hårdt.

Jeg har i 17 år forsøgt at indgå på fuldstændig "normal" vis i et arbejdsliv med plads til et rigt og givende socialt liv med de ressourcer og reserver jeg nu engang havde efter hjernehindeblødningen, epilepsien og fjernelsen af tumoren i mit hoved i 2005 og tilfreds betalt min skat.

Jeg har intuitivt og løbende justeret og indrettet mig efter en lyd og lys sensitiv hjerne med en vis grad af kognitiv funktionsnedsættelse, der med årene er blevet mere og mere tiltagende.

I november 2019 får jeg på en ferie i Fransk Polynesien denque virus og der følger et forløb med ekstrem fatique både fysisk og kognitivt, som min praktiserende læge ikke tager alvorligt, da jeg henvender mig. Jeg er rimelig pligtopfyldende og forsøger at arbejde mig igennem det. Det ender i en svær overbelastningsreaktion i april 2020 og så starter mit forløb med et jobcenter og et sundhedsvæsen, der ikke lytter og tilgår mig, som det menneske jeg er. En ressourcestærk, handlekraftig person med et skjult handikap.

Jobcenteret raskmelder mig i december 2020 efter den der mærkelige 22 ugers regel. Det trækker fuldstændig tæppet væk under mig i den lange famlende periode, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår og jeg er forsvundet fra mig selv.
Jeg har en fleksibel og yderst imødekommende arbejdsplads med mulighed for alle tænkelige skånehensyn ift mine kognitive udfordringer. Vi var igang med den fineste optrapningsplan, men pga den pludselige raskmelding aftaler vi en panikløsning på 30 timer/uge. Jeg kæmper hver dag i 2021 for at genvinde mine kræfter, fuldstændig som tiden i 2005/2006. Det ender med jeg igen igen igen får et blackout, snubler og denne gang falder med hovedet først ind i et bord. Flækker kinden og pådrager mig en hjernerystelse. Nu har jeg svære kognitive udfordringer, konstant, øresusen, grøn stær og igen hypersensitiv overfor skærmarbejde.

Jeg kunne ikke rumme, hvis den akutte sygemelding efter hjernerystelsen skulle gå hen og blive langstrakt og Jobcenteret skulle indover mit liv igen. Min arbejdsplads undlod at melde sygemeldingen i 3 mdr, mens jeg langsomt forsøgte at komme tilbage. Det kunne jeg ikke. Jeg har nu så svære kognitive udfordringer, at jeg ikke kan udføre min primære opgave inden de mest hensynsfulde rammer.

Jeg er igen fuldtidssygemeldt et uafklaret stykke tid endnu og Jobcenteret kommer indover snart. Min hjerne skal have tid, støtte og mulighed for at udvikle sig ud af disse sidste kriser/traumer, så jeg begrænser kognitiv funktionsnedsættelse, autonom dysfunktion og min resiliens styrkes i fremtiden.

Jeg bruger alle mine daglige reserver på at blive fysisk bedre, navigere kontrolleret og rationelt i hvad kommer til at være en lang afklaringsproces af syn, hørelse, kognitive evner, job og økonomi.

Jeg har arbejdet med at rådgive sundhedsfagligt personale indenfor behandling af komplekse patienter med biopsykosociale problemstillinger og har set gang på gang, hvordan deres udfordringer potenseres af systemet.

I de sidste 3 år har jeg egenhændigt finansieret bluelightbriller, manuel terapi, kommunens hjerneskadekoordinator. Aktuelt er jeg igang med at argumentere for henvisning til neurologisk udredning og neuropsykologisk hjælp til mine kognitive vanskeligheder.
På intet tidspunkt i de sidste 3 pr har det sociale system eller almen praktiserende læge rådgivet, hjulpet mig ud fra min historik og det menneske jeg er, men ene og alene puttet mig ind i en eller anden udefinerbar social kasse og vinget af på et skema at de har haft en opfølgningssamtale ugentligt.

Jeg lægger mærke til, at jeg ikke har den livskraft, jeg havde for år tilbage. Der opstår et vist antal kriser, og den mekanisme, som normalt oversvømmer situationen med adrenalin, virker ikke. Mobiliseringen bliver usikker og langsom eller mangler helt.'
Year of magical thinking, Joan Dideon.
Jeg er bankerot og træt og syg, men livet er fantastisk og jeg står op kl 6 hver dag og kæmper videre.

Det er chokerende og traumatiserende, hvor lidt hjælp, der er at få og hvor meget dem, der skal hjælpe en borger/patient/medarbejder, selv famler rundt i et uoverskueligt system af individuelt fortolkede principper, algoritmer, regler og paragrafer. Et system der fratager dem at gøre det, de jo allerhelst vil arbejde med, nemlig at hjælpe mennesker.
Infrastrukturen i vores system uoverskueligt og vores medarbejdere, kollegaer og medmennesker udbrænder en efter en.
Inklusiv mig selv.

Har modtaget ok behandling af sagsbehandlere generelt, men kører stadig på 10 år nu i alt i systemet, er i første resourceforløb, først 2år inde i det ud af de 3 jeg fik tildelt , skete der fremgang, er i gang med 2 - 2 1/2 time pr uge håber på at jeg snart kan blive afsluttet med en pension , jeg syntes ikke selv flex virker realistisk fremadrettet da de 2 timer er mit max.

Mit navn er Gitte, og jeg er 53 år og førtidspensionist, hvilket jeg har været siden 1. juli 2021. Jeg troede, at jeg fik fred, når bare jeg fik min førtidspension, men har siden måtte sande, at jeg har fået endnu mere stress, da min mand er på kontanthjælp på grund af en invaliderende inoperabel skade, som han fik helt tilbage i 1998, da han knuste sit kraveben i en fald ulykke. Mit vidnesbyrd er langt, men vil forsøge, at fatte mig i korthed.

Mit møde med kontanthjælpssystemet starter helt tilbage i 1987, hvor jeg som 18-årig stifter bekendtskab med system Danmarks enevældige sagsbehandling af mennesker, men min kamp for førtidspension starter først efter, at jeg reelt er kommet på ressourceforløb i april 2017. Her bliver jeg på rehabilliteringsmødet fortalt, at jeg kan få et 3-årigt ressourceforløb, som vil give mig ro til, at passe mine psykologsamtaler og få ro. På dette tidspunkt er min mand blevet frataget alt hjælp på grund af 225 timers reglen, og vi lever af ca. 100 kr månedligt når alle udgifter er betalt, udover hvad vi kan få fra venner, familie og velgørende organisationer som f.eks. Næstehjælperne.
Men, jeg får ikke den lovede ro. Jeg bliver smidt rundt i systemet til diverse kurser og samtaler hver eneste uge med en vejleder, samt møder med en mentor. Jeg tigger og beder om, at man giver mig ro til, at passe mine psykologsamtaler som lovet, men ingen lytter. "Vi skal jo sætte dig til noget" siger de. På dette tidspunkt lider jeg af senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen og har slidgigt i både arme, ben og ryg, samt har en depression og astmatisk bronkitis.
Jeg bliver mere og mere belastet psykisk, og ender med at udvikle socialangst, hvilket er blevet kronisk, ligesom min depression. Jeg får Ptsd, som giver voldsomme anfald af både gråd, hysteri og angst, hver eneste gang der er høje lyde, og jeg ender med, at lide af både diabetes 2, Morbus Scheurmann, fibromyalgi, kronisk angst og depression, samt kronisk ptsd og en masse andre ting, inden jeg afslutter mit forløb efter, ikke 3, men lige over 4 år i juli 2021.

I mellemtiden har en medarbejder fra ydelsesservice i 2019 fundet ud af, at man i næsten 3 år, har haft frataget min mand hans hjælp ulovligt, og han ender med, at få en ret stor sum penge udbetalt med tilbagevirkende kraft. Det lyder jo meget godt alt sammen, men faktum er, at vi har haft problemer med jobcentret og ydelsesservice og udbetaling Danmark hver eneste måned lige siden. Hos Ydelsesservice starter man med, at fratrække ham 55 % i skat af den ydelse han skulle have udbetalt med tilbagevirkende kraft, selvom han ringer ind til dem og fortæller, at han har en skattetrækprocent på 37. Beskeden herfra er bare, at den må han tage med skat, og han ender med først, at få de resterende penge året efter. Nu forsøger Ydelsesservice så, at fortælle ham, at de penge han skal have tilbage i skat skal han leve af, men den fejl klager vi over, da det jo er penge de selv har trukket fra ham, da han fik med tilbagevirkende kraft. Vi vinder sagen og alt skulle jo være godt, men så er der jo lige det med udbetaling Danmark, der ligger og sender misvisende breve, hver eneste måned om udbetaling af boligsikring og §34. Og ikke kun en gang om måneden, men mange.

Nå, men jeg får min førtidspension i juli 2021, og alt er godt. Jeg kontakter både skat, udbetaling Danmark og ydelsesservice og fortæller dem, at jeg overgår til førtidspension, og spørger såmænd også ind til, hvorvidt min mands ydelse vil blive nedsat. "Din mands ydelse vil ikke blive nedsat, da man jo ikke får en førtidspension for sjov. Du skal jo have råd til både medicin og evt. behandlinger og andet i forbindelse med dine diagnoser, så alt er som det skal være". Jamen fint og tak for hjælpen siger jeg, og stoler selvfølgelig på, at alt er ok.
Nu viser det sig så, at det var det ikke. Nu trækker de min mand ca. 4000 kr. månedligt brutto og har sendt ham en partshøring om tilbagebetaling af for meget udbetalt kontanthjælp. Jeg kan snart ikke være i mig selv mere af frustration over systemet, og manglen på hjælp og forståelse fra dem, der skulle hjælpe os når vi ligger ned. Hvordan skal vi nogensinde kunne få en hverdag til at køre, når vi er ramt af stress på grund af deres evindelige hetz? Jeg giver snart op!
Tak for ordet!

Min erfaring med ME/Kronisk Træthedsyndrom, den behandling jeg har modtaget, og hvor det efter- lader mig i dag.
Først vil jeg lige påpege at betegnelsen Kronisk Træthedssyndrom i mine øjne er meget misvisende. Der er ikke tale om træthed, men om udmattelse. Udmattelse i en grad man slet ikke kan forestille sig. Medmindre man har prøvet det. Og selv med mange års erfaring, kan man til stadighed blive overrasket over hvor totalt udmattet man kan blive, af selv meget lidt. Jeg har ofte følelsen af, at jeg er blevet kørt over af en damp-tromle....
Diagnose
Jeg blev diagnosticeret med Kronisk Træthedssyndrom i 2011. På det tidspunkt var jeg 43 år og havde flere gange over en længere periode været sygemeldt med stress og udbrændthed.
I 2012 kom jeg i behandling på Klinikken for Funktionelle lidelser på Århus Universitetshospital. En behandling der bestod i mindfulness og ACT. Jeg kørte frem og tilbage ml København og Århus hver mandag i 12 uger for at træne mindfulness. Der var på det tidspunkt ikke andre tilbud. Virkelig mærkeligt og slet ikke gavnligt med de få ressourcer jeg havde. Og det havde da heller ikke nogen effekt på min sygdom.
I lang tid troede jeg at jeg led af binyretræthed.
Prøvede div kure, raw food, candida-kur, binyreekstrakt, Bachs blomstermedicin og alverdens kosttilskud. Det kostede på energien og pengepungen og der skete absolut ingenting..
Min læge kunne ingenting finde og ingenting gøre. Så jeg var hele tiden overladt til selv, at lede efter mulige årsager. Og måtte i sidste ende også selv foreslå diagnosen ME/CFS og komme med mulige forslag til hvem der kunne udrede for det. Så hele vejen, har jeg været overladt til mig selv og hvad jeg kunne finde frem til.
Min sygdom kom snigende. Efter flere tilfælde af stress og udbrændthed, oplevede jeg ikke at få min nor- male energitilstand tilbage. Forsøgte med forskellige tiltag at komme ovenpå igen, men oplevede blot forværring jo mere jeg prøvede. Da jeg fik diagnosen lå mit funktionsniveau på ca 35-40 %. I dag ligger det på 10-15%. Det betyder at jeg er bundet til mit hjem det meste af tiden. Jeg har selv den opfattelse at det er en Epstein Barr virus der i kombination med voldsom stress, har ført til ME.
Mødet med Klinikken for Funktionelle Lidelser
Jeg får diagnosen 28.juli 2011 på Liason Psykiatrisk afd på Bispebjerg. Der får jeg også at vide at der ingen behandling er. Punktum. Ved et tilfælde hører jeg lidt senere om Klinikken for Funktionelle Lidelser og beder straks min læge om at blive henvist. Bliver visiteret til et forløb der starter okt 2012. Det føles rart endelig at blive mødt af behandlere der tager en alvorligt. Men sagen er, at de ved meget lidt om sygdommen. Og det de kan tilbyde, ikke gør en rask. Og så undrer det mig, at de aldrig har fulgt op på deres patienter. Hvordan går det dem i dag? Hvor mange har fået det bedre? Eller værre?
Arbejdsprøvning og konsekvenser af det
Under mit sygdomsforløb har jeg oplevet rigtig meget uvilje og manglende forståelse. Jeg er blevet frataget sygedagpenge i en længere periode, sendt i div arbejdsprøvninger og mærkelige afklaringsforløb der har presset mig helt derud hvor jeg er blevet endnu mere syg.
Jeg har med Arkitektforbundet i ryggen, vundet en retsag mod Københavns Kommune, hvis lægekonsulent hævdede, at ME/CFS ikke er en sygdom.... blev fortalt, at det blot var en muskel jeg skulle have trænet!! Det har været super hårdt, og har kun bidraget til yderligere forværring af min sygdomstilstand.
Da jeg var i et 6 ugers afklaringsforløb endte jeg på skadestuen med voldsomme smerter og infektion. Jeg blev visiteret til at skulle møde op 25 timer om ugen, hvor jeg selv mente jeg max kunne klare 5-6 timer. De sidste 2 dage i forløbet, mødte jeg op med feber, på penicillin fordi jeg var bange for at forløbet ikke villle tælle hvis jeg udeblev. I dag kan jeg se, at det var helt vanvittigt. Men jeg turde ikke andet. Havde så dårlige oplevelser med kommunen.
Der er for mig ingen tvivl om at den manglende indsigt og uvilje, jeg er blevet mødt med, har gjort mig endnu mere syg. Fordi jeg har skulle kæmpe så meget før det blev accepteret, at jeg faktisk er syg. Jeg ønsker ikke at være syg, jeg har ikke bedt om det.
En almindelig hverdag med ME - "at leve er noget de andre gør, jeg er blot i live"
Jeg står op om morgen og er fuldstændig udkørt. I løbet af formiddagen kan jeg få mig selv hevet op til lige at klare få praktiske ting. Som at vaske en maskine og få tøjet hængt op. Eller gå en lille tur. Men så er der heller ikke flere kræfter den dag. Over frokost går det stejlt ned ad bakke og om eftermiddagen har jeg det ret skidt og ligger bare og hviler.
I alle årene har jeg trodset min udmattelse og alligevel fået støvsuget huset. Eller fået lavet aftensmad til min familie. Fordi jeg så gerne vil kunne. Og har et stort behov for at føle mig bare lidt normal. Men er efterhånden begyndt at indse, at disse "trækken mig selv op" har medført, at jeg er konstant udmattet og faktisk styrer mod at blive endnu dårligere. Fordi jeg hele tiden går 10-20% over grænsen for hvad min krop kan klare. Så jeg har indset, at jeg virkelig er nødt til at finde balancen, hvis jeg ikke skal længere ned energimæssigt. Men det er svært. Virkelig svært. At gå fra at kunne meget lidt, til stort set at kunne ingenting. Prøv lige at overveje hvad det gør ved et menneske. Bare at måtte indse at man er i live, men ikke i stand til at leve....At leve er noget de andre gør. Man kan bare se på.
I alle årene har jeg forsøgt med alverdens behandlinger. Både konventionelle og alternative behandlinger. Meditation og yoga. Har brugt alle mine sparsomme midler på kosttilskud, psykolog, healing, akupunktur og meget andet i håb om at få bare lidt af mit funktionsniveau tilbage. Bare 10 % ville gøre mig lykkelig. Så jeg kunne komme lidt ud. Se mennesker, gå til italiensk, gå på cafe. Foretage mig helt almindelige ting. Alt det som hele verden sukker efter i disse corona tider. Men for mig slutter det her ikke med en corona vaccination!! Jeg er stadig bundet til mit hjem i morgen og om et halvt år.......
Jeg kan dårligt læse avis el bøger. Jeg kan ikke lytte til radio. Det gør mig så træt. Min hjerne lukker sim- pelthen ned. Mine øjne svier og mit hoved brænder. Jeg får influenzasymptomer og feber når jeg overskrider mine grænser. Bare det at tage et havbad i juli måned når temperaturen er 19-20 grader, får min krop til at lukke ned. Og jeg elsker at bade i havet. Får den der lykkerus efter et havbad. Men det koster. 2-3 dage hvor jeg absolut ingenting kan. Det er eftervirkningerne. Post exertional malaise. Så har jeg det rigtig dårligt og kan bare ligge og vente på at kroppen kan lidt igen.
Lavt funktionsniveau, lav livskvalitet, stor ensomhed, intet håb.
Alligevel har jeg trodset det, og gået til italiensk. Så kommer jeg bare hver anden gang. Men så er jeg altid lidt bagud. Og ved at jeg intet kan resten af dagen og de følgende dage. Med en hjerne der brænder som har den været på overarbejde. Det kræver virkelig styrke. Jeg ved at jeg sætter mit helbred på spil. Og at det går ud over min relation til min mand og datter. Hvilket billede har de af mig som mor og kæreste? Der ligger jeg igen på sofaen og kan ingenting. Og det bare for at kunne gå lidt til italiensk og holde gang i hjernecellerne og glæden ved at lære.
Så indimellem er jeg også der, hvor jeg tænker hvad det nytter. Hvad er der i dette liv til mig? Jeg oplever at mennesker omkring mig forsvinder. De forstår ikke hvordan jeg har det. Og efter gang på gang at have takket nej til sociale arrangementer, oplever jeg, at der næsten ingen er tilbage i mit liv. Folk har rigeligt med deres eget. De orker måske heller ikke at forholde sig til mig, og det jeg har at byde ind med. Som jo ikke er ret meget længere. Så ensomheden fylder også mere og mere. Og selvværdet smuldrer også. Hvem er jeg? Og hvad kan jeg?
Jeg har altid været et meget aktivt menneske. Jeg elsker at svømme, at lave havearbejde, at løbe. Min mand kalder mig fantast. Fordi jeg har så mange drømme og ideer.
Jeg er uddannet arkitekt og har været selvstændig med produktion og salg af økologisk børnetøj. Så er gået fra at have en travl hverdag til i dag at kunne nærmest ingenting.
Jeg mediterer dagligt, laver mentaltræning og fokuserer på at finde glæde og taknemlighed i de små ting. Solen der skinner, fuglesang, skyerne der driver forbi. Men sandheden er, at jeg virkelig, virkelig gerne vil have mit liv tilbage. Muligheden for at bestemme og have indflydelse på hvad mit liv skal indeholde. Muligheden for at forfølge mine drømme.
Så jeg bærer også rundt på en stor sorg. Fordi jeg ikke kan deltage i livet. Det gør ondt. Meget ondt.

Et ødelagt liv.
Jeg var enlig mor til 4 børn med særlige behov, grundet dette havnede jeg på kontanthjælp. Jeg flyttede fra min fødeby på Amager til Vest Jylland i 2002 grundet personlige årsager. Lemvig kommune nægtede at yde den nødvendige hjælp og støtte til mine børn. Jeg blev sat i aktivering på kommunens jobværksted, herfra blev jeg sendt ud i den ene praktik efter den anden. I 2007 havnede jeg hos en landmand med malkekøer. Dagen inden jeg skulle fastansættes, sparkede han den ko jeg var ved at flytte. Koen løb med mig, og jeg mærkede et kraftigt smæld i hoften hvorefter jeg besvimede og faldt under dyret som så fik trådt på mig også. Min hofte og ryg er ødelagt og jeg bliver aldrig rask.
Jeg fik aldrig erstatning, for jeg havde været på kontanthjælp og derfor ifølge arbejdsskadestyrelsen bliver mén graden sat til under 5% hvilket giver udfaldet af nul erstatning. I dag er jeg førtidspensionist. Men i de år jeg kæmpede først for mine børn og sidst for mig selv, ødelagde mig psykisk og fysisk.
I tiden efter ulykken blev jeg af kommunen sendt ud i deres motions center, hvor jeg skulle løbe på løbebånd, løb jeg ikke stærkt nok blev jeg trukket i kontanthjælp. ( Det viste sig jeg gik med et brud i hoften ) Dagen inden operationen blev jeg kaldt på kommunen akut. De krævede jeg skulle skrive under på at jeg var doven og hypokonder og ikke fejlede noget. Hvis ikke så ville man fjerne mine børn og dyr. Som hun sagde til mig: Der findes jo også liggende arbejde.
Alle kampene smerterne og sulten sled så hårdt på mig at jeg flere gange prøvede at gøre en ende på det usle liv. Dog uden held.
Jeg lever dagligt i et smerte helvede, alt er en kamp for mig, hjælpemidler hedder i dag forbrugs goder.
Jeg har udviklet kronisk PTSD.

I 2008 faldt jeg op af en en trappe. 2 kikkertundersøgelser, 4 nye knæ i venstre knæ, 3 ommøbleringer i mit bækken. 14 operationer Ialt. 4 diskusprolaps i ryg og nakke, kronisk betændelse i højre skulder, ofte migræne, slidgigt i højre knæ, ankler der *knækker* sammen.. Kognitivt udfordret. Stress pga lang sagsbehandlingstid. Mit ellers store og oplevelsesrige sociale netværk er stort set ikke eksisterende. Slut maj, skal min sag for rehabiliteringsteamet, med henblik på førtidspension. 14 år har det taget. 14 år med beskyldninger fra forsikringsselskaber. 14 års kamp for at blive hørt. Daglig kamp i mit indre om at jeg er okay. At jeg ikke faker et hævet knæ. At det ikke er "mit hoved" men mine skavanker der er så voldsomme, at jeg ikke kan det jeg Aller helst vil. Arbejde, efteruddanne mig, gøre en forskel. Men jeg kan ikke engang læse en bog mere, så hvordan skulle det fungere.. Jeg trænger til ro, så jeg ikke bliver dårlig når der tikker besked om brev i e-boks fra det offentlige. Ro til at blive menneske. Ro til at finde mig, i en ny hverdag, hvor det er ok, at jeg ikke kan det, jeg engang kunne 🙏

I 2013 fortalte jeg Gladsaxe kommune at da jeg boede en periode på Færøerne i 2002 til 2010 at de tilkendte mig højeste førtidspension. I 2010 flyttede jeg til Danmark, til Gladsaxe kommune. I 2013 efter mange forsøg på at komme i arbejde gav jeg jobcenter gladsaxe papirer fra Færøerne om at jeg fik højeste førtidspension der.
Da havde Gladsaxe mulighed for at bestille en speciallægeundersøgelse hos Klinisk Funktion i regionen. Men det ville jobcenteret ikke. Jeg kæmpede i 4 år for at få den undersøgelse.
I slutningen af 2017 blev jeg så vred at jeg sendte papirbreve til 21 byrådsmedlemmer i Gladsaxe, hvor jeg brugte 6 sider på at skælde kommunen ud over fejl og mangler i sagsbehandlingen gennem 4 år. Så fik jeg endelig den undersøgelse, og den førte umiddelbart til førtidspension. Men den kunne Gladsaxe have bestilt 4 år tidligere.
Da jeg ansøgte om førtidspension i 2015 og 2017, sjoflede Gladsaxe mig. Rehabiliteringsteamet indstillede begge gange til afslag på ansøgning om førtidspension. Aldrig før har en kommune sjoflet mig så groft som det. Rehabiliteringsteamet var inkompetent bemandet. Der var ikke nogen læge med speciale i psykiatri. Det burde der have været.

Blev sygemeldt fra mit elskede job for British Airways, med neurologiske symptomer i 2008. Min kamp for en diagnose, samt økonomisk grundlag, blev totalt smadret af Gribskov Kommune. Efter 2 arbejdsprøvninger, erklærede de mig 100 % uarbejdsdygtig, men forlange at jeg skulle optage lån i mit hus, for at forsørge mig selv (samtidig skulle jeg betale 48000 kroner i ejendoms værdi skat, af en indkomst på 0). Begrundelsen var at jeg ikke havde en diagnose. Jeg brugte 550.000 af mine egne penge, for en privat udredning , i marts 2020, fik jeg diagnosen fibromyalgi. Jeg har forsørget mig selv i næsten 10 år, mistet mit hus, mistet min opsparing, har måtte sælge mine smykker, samt børnenes legetøj, men mest af alt har jeg mistet troen på velfærds systemet, det er en illusion.

Jeg er borger i Guldborgsund kommune, og dette er mit nødråb.

Jeg flyttede hertil i april 2020 fra Roskilde, lider af flere psykiske diagnoser , hvor den mest fremtrædende er Borderline, . Derudover lider jeg af periodiske depressioner, angst og spiseforstyrrelse.Alle disse udredningsforløb, samt terapi og behandlingsforløb, er sket under Roskilde Psykiatri og forinden var jeg i tuba i 2 år

Mine lidelser er stationære og alle behandlingsmuligheder udtømt og afprøvet. Mine diagnoser er altafgørende for mit generelle velbefindende og 100% bestemmende for, hvordan min hverdag forløber og jeg bliber stærkt forværret af pres og urealistiske forventninger fra et jobcenter. Derfor har jeg fået lavet alt fra arbejdsfunktions beskrivelse til funktionsevnebeskrivelse , og hvad der ellers hører til, når jeg er for psykisk handicappet til , at kunne være aktiv jobsøgende på arbejdsmarkedet.

Alle undersøgelser og lægeerklæringer fra lægerne i psykiatrien mfl, har konstateret det samme, nemlig at mine behandlingsmuligheder er udtømte og min tilstand stationær. Derudover er jeg fuldstændig ude af stand til mange andre daglige gøremål, hvilket er grunden til at mine forældre må hjælpe mig, i perioder , trods det at min mor er fysisk handicappet. Derfor må hun nogen gange melde pas, hvor nødigt hun vil , og min far må træde til selvom han har fuldtidsarbejde. Men alligevel fastholdes jeg på kontanthjælp, hvilket betyder utallige kontroller osv som hver gang ødelægger flere nætter og dage, da jeg har meget svært ved at overskue og tage mig sammen blot til at tale i telefon. Og det er ved at nedbryde mig fuldstændigt efterhånden. Har også min servicehund der hjælper mig i hverdagen

Har været ved speciallæge i psykiatri der skal vurderede min arbejdsevne , til trods for de mange rapporter hidtil, det stadigt er gældende for mine stationære diagnoser Det er et uhyrligt pres og jeg forstår ikke meningen bag, da jeg kun oplever en forværring af min tilstand
Af beskæftigelsesministeriets vejledning nr 9465 af 27/5-16 , af Troels Lund, fremgår det at behandlingen på jobcentre mv ikke må belaste eller forværre sygdomstilstanden , hverken fysisk eller psykisk. Men jeg har desværre kun oplevet psykisk forværring og tilbageslag , uafbrudt det seneste år, og jeg er ved at nå et punkt , hvor jeg slet ikke magter mere.

Det fremgår også af de alle papirer vedrørende min sag , specielt min funktionsbeskrivelse tillige med arbejdsfunktions beskrivelsen, og alt er tillige udfyldt og lagt i min sag. Så hvad mere forlanges der af mig for at jeg kan få en tålelig tilværelse uden de daglige forringelser jeg nu oplever? Her er mit nødråb, for jeg kan snart ikke bære mere, og jeg må spørge hvorfor jeg skal fastholdes på kontanthjælp til trods for at jeg har lidelser jeg aldrig kan blive rask med, og hvorfor skal jeg hele tiden kastes videre rundt i systemet , når speciallægerne ikke kan tilføje mere end der allerede står hvoraf jeg mener det er at overbelyse min sag, Det tærer på mig så jeg til tider, ofte, overvejer at gøre en ende på det hele. Kan ingen hjælpe mig så jeg kan få en nogenlunde tålelig tilværelse, uden konstant pres fra jobcentrets side? Jeg kommer ikke til at blive bedre, tværtimod, så længe det her fortsætter, og det er på 8 år nu! Kan man ikke hjælpe mennesker som mig til en tålelig tilværelse med førtidspension , når der nu ikke er andre muligheder, og slet ingen muligheder for at jeg bliver rask? Fik tildelt førtidspension 19 januar 2022 men her i marts valgte pensions nævnet at fratage den igen da de mener med rette tiltag og helhedsorienteret indsats skulle jeg kunne blive selvforsørgende, men de vælger at se bort fra de 17 år med uddannelser og job og nederlag på nederlag og de 8 år i systemet uden afklaring og jeg er for syg til at skulle alt muligt og de vælger at ignorere alle læge udtalelser og jeg er stationært syg der er ikke mere at komme efter andet end det koster mig livet kan snart ikke mere 😢de gav mig håb for fred men nu skal jeg mishandles videre i det umenneskelige system der ender med at tage livet af mig er syg så giv mig nu fred, oplever en forværring efter de igen fratog mig mit håb om fred i systemet som syg.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag opdateringer om vores arbejde og events.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram