11 år som sygemeldt i jobcenteret blev det til for mig.
De sidste 5-6 år har været ekstremt hårde. Kh loftet var et frygteligt indgreb som enlig mor med 2 børn. Vi mistede knap 3000 kr om mdr. Jeg fik konstateret kronisk stress, depression som bare blev værre og værre. Blev afvist af rehab teamet for nogle år siden, da jeg ellers havde håbet på at komme på revalidering.. men nej, jeg blev sendt retur til min sagsbehandler, og brød fuldstændigt sammen.
Det værste er følelsen af at man bliver målt og vejet med mistro. Uanset om man kom og nærmest ikke havde sovet i flere dage, så så man altid "mega godt ud" . Til sidst blev jeg så rasende at jeg skældte ud på min sb, hældte al min frustration ud over hende. Spurgte ind til hvad formålet var med en "Jobkonsulent" når jeg ikke skulle være bange for at skulle i job. Syntes nemlig det var spild af tid med sådan en konsulent.
Følelsen af at blive holdt hen, og blive mistænkeliggjort.
Helt seriøst, så er det den værste tid i mit liv.
Jeg har svær scoliose, gentagne depressioner og social angst. Og måske hjerneskade. Men det aldrig blevet undersøgt, det ignorerede de nemlig.
Jeg blev indstillet til pension i december. Og fik det bevilliget i januar. Er så lettet og glad over at det er overstået.
Men de sidste års forløb sidder stadig i mig.
Aldrig har jeg følt mig så ydmyget og uretfærdigt behandlet. Umyndiggjort og ussel..

Jeg gik ned med stress for 11 år siden og endte i jobcentersystemet, og det eneste de nogensinde har kunnet hjælpe med, er når de har ladt mig få fred for dem, så har jeg kunnet få det bedre. Men så snart man har det lidt bedre, så bliver man jagtet fra det ene til det andet til det tredje igen.

Da jeg gik ned med stress igen i 2018 pga. jobcenterets press var der ikke nogen fred at få; jeg blev forsat jagtet i halvandet år! Jeg kunne intet, jeg boede i min seng i flere år, alt imens jeg blev truet og sendt ud i praktikker og andre "tilbud".

Så ja, hvor der var en arbejdsevne engang, er der absolut intet at komme efter mere. Men har jeg så fået en førtidspension, så jeg endelig kan få fred? Nej, for det er også en kamp man skal kæmpe!

Jeg har været uheldige de sidste 15 år det startede med brystkræft, derefter leddegigt, PPP, Astma, Myxon i hjertet, blodpropper i hjernen, kollegaen colitis.
konisk depression, og fatugig . bare svært af være i et system der ikke høre dig som et ellers optimistisk menneske man bliver helt atumatisk pissemist! ( ordblindhed er en af mine ting så bære over med mig ).

Fik 4 hjerneblodpropper i nov 2012. Jeg er hjerneskadetræt, og udfordret kognitivt v mange afbrydelser, samt frastjålet evnen til at falde i søvn.
Indenfor et år var jeg i jobafklaringsforløb, som blev afbrudt, da jeg skulle til møde med rehabiliteringsteamet. Og derefter overgå til noget andet.
Vurdering 10 timer/ uge. Derefter har jeg været presset ud i 2 praktikker ( hvor der ikke ville være job bagefter - men så var jeg ude af systemet i den periode). Med jobafklaring, 2 praktikker, og en ny praktik, der vinker forude, så har jeg efter de 4 hjerneblodpropper arbejdet et HELT år gratis. Uden at det på nogen måde har bragt mig videre. Det er så håbløst og tyngende, at det er endnu et år, at bære. ABSOLUT INGEN på jobcentret har handlet proaktivt, for at hjælpe mig.
En konsulent jeg har været hægtet på var ubehagelig og vred på de arbejdsledige, og talte nedværdigende til os.
Hver eneste uge sku jeg forsvare hvert enkelt i "Fleksjobavisen", hvis jeg ikke havde søgt jobbet! Jeg blev langsomt, men sikkert nedbrudt i en grad, så jeg var ved at ryge helt ned med flaget, og blev grådlabil. Min læge, som tydeligt kunne se det; sa'e: Jeg kan ikke gøre noget! De er ligeglade. Du er ikke den eneste her hos mig, som bliver ødelagt/ syg af Jobcentret!

Jeg er 42 år og mor til to. Jeg er uhelbredeligt syg af brystkræft med kræft i lever og knogler og er i livsforlængende kemobehandling. Jeg har siden jeg fik min diagnose i 2016 været omfattet af standby-ordningen og fået forlængelse af sygedagpenge efter sygedagpengeloven §27 stk.1, nr. 5, der giver ret til tidsubegrænset sygedagpenge, når der er tale om en livstruende, alvorlig sygdom.
Jeg har været i et opslidende langvarigt kemobehandlingsforløb og er fortsat i livsforlængende kemobehandling, hvor jeg får behandling 9 dage ud af en 21-dages periode. Jeg er stærkt mærket både fysisk og psykisk af sygdommen og behandlingen. Mine ressourcer er derfor små, og jeg kæmper i det daglige med at få mine kræfter til at række til selv simple dagligdagsopgaver.

Jobcenteret har truffet afgørelse om, at jeg skal i et jobafklaringsforløb, da de vurderer, at jeg ikke længere har behov for at være omfattet af standby-ordningen – dette på trods af at jeg har livstruende kræft, der ifølge "diagnoselisten" berettiger mig til at være omfattet af standby-ordningen. Jobcenteret vurderer, at jeg ikke aktuelt er livstruet, ligesom de vurderer, at mit helbred er væsentligt forbedret og lægger vægt på, at min sygdom er i en stabil fase – dette på trods af flere lægefaglige udtalelser der erklærer, at jeg aktuelt er livstruende syg, stærkt mærket af sygdom og behandling og med tiltagende bivirkninger fra kemobehandlingen. Jobcenteret underkender altså de lægefaglige udtalelser, men som de meget nedværdigende sagde på et opfølgningsmøde "vores indtryk er, at sådan skriver lægerne altid fra Onkologisk Afdeling".

Jeg er ikke i tvivl om, at det faktum, at jeg indtil for nylig har været omfattet af standby-ordningen, har været en afgørende faktor for, at jeg har haft den ro, jeg lige netop har behov for for at kunne forholde mig til min dødlige sygdom og give kroppen den ro, der er krævet for, at jeg kan passe min livsvigtige behandling. Mit læs er nu væltet. Min helbred er væsentligt forværret, der er ikke meget livsglæde tilbage, og værst af alt har jeg været for afkræftet til at kunne få min livsvigtige kemobehandling. Mine ressourcer rækker ikke til oven i sygdom og behandling at skulle forholde mig til møder på jobcenteret, breve fra jobcenteret og jobafklaringsforløb. Alt jeg ønsker er ro i min sidste tid!

Jeg står til og falde mellem 2 stole.
Et jobcenter som raskmelder mig, og en A-kasse som muligvis ikke vil vurdere mig til rådighed på det ordinære markedsmarked grundet mine store skånehensyn, og at jeg ikke siden nov. 2021 har kunne arbejde mere end 16 timer. Så derfor lander jeg i et "sort hul".
Jeg er desværre ramt af flere kroniske lidelser i lænderyggen, hvilket betyder at mit daglige liv er plaget af smerter og begrænsninger.
Jeg er et pligtopfyldende mennesker som altid har haft fysiske jobs, passet mit arbejde, fået skabt en familie og et god grundlag for mine børn.
Jeg bliver desværre ramt af vedvarende smerter i ryggen i 2018/2019 og har siden der forsøgt og blive på arbejdsmarkedet, og min nuværende arbejdsplads inden for hjemmeplejen har gjort hvad de kunne, men nu kan jeg ikke mere pga. forværringer.
Jeg ryger så ind i sygedagpenge helvedet, og oplever ingen brugbar støtte, vejledning eller forståelse fra jobcenteret i min sag.
Jeg har manglet råd, vejledning og vilje fra de instanser der har med min sag at gøre. Der er ikke sket nogle tiltag for at fastholde mig på arbejdsmarkedet (Arbejdspladsen kunne måske have fundet en løsning, hvis kommunen gav noget støtte/økonomi til det) eller jobprøvning/afklaring som vil kunne belyse hvor min vej evt. kunne være, samt timeantal og om det overhovedet er muligt for mig at finde job på det ordinære arbejdsmarked på almindelig vilkår.
Jeg har en del lægefagligt vurderet skånehensyn med ryggen, som skal overholdes for at holde evt. forværringer holdes fra livet.
Jobcenteret "holder mig hen" i godt 3 mdr. for at komme med beskeden vi lukker dine sygedagspenge, og dermed er jeg raskmeldt i deres system. Det var tid som kunne være brugt på noget afprøvning, og som der også var lagt op til i feb.
Jeg får beskeden jeg skal bare finde et nyt job hvor alle mine skånehensyn imødekommes, hvor jeg forklare hvordan skal jeg kunne finde et job på det ordinære arbejdsmarked med alle de begrænsninger, og undre mig over hvordan jobcenter (altså en ikke lægefaglig person) kan vurdere at bare fordi mine skånehensyn bliver imødekommet, så kan jeg arbejde 100 procent og pludselig er alle smerter væk.
Jeg har haft enormt svært ved at navigere rundt i et system som er fuldstændig ukendt for mig, og jeg kender ikke dagsorden for. Jeg har virkelig manglet en sammenhængende sagsbehandling, og ikke et system hvor man bliver sendt rundt. Det undre mig, at på intet tidspunkt har egen læge, jobcenteret mm siddet sammen og fået drøftet en god og holdbar løsning for mig. Jobcenteret har været tilbudt denne samtale, men har ikke ønsket og deltage. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at der ligger en aftale mellem jobcentret og A-kassen, at jobcentret skal inddrage A-kassen hvis man har borger som kan ende i denne situation.
Det kan da ikke være i nogens interesse at jeg 1 juli hvor jeg er opsagt står uden nogen form for indtægt, tilknytning til arbejdsmarked eller en god fornemmelse for fremtiden.

Jeg er uddannet pædagog, Friluftsvejleder og Folkeskolelærer, men har siden jeg fødte min søn for 26 år siden, fået diagnosen først struma, og nu mange år senere, hashimotos. Det er 3. gang jeg er sygemeldt, nu lyder sygemeldingen på stress, og det er helt sikkert også arbejdsrelateret stress der forværret min kroniske autoimmune sygdom. Desuden har jeg borreliose, tinitus og mange og udmattende symptomer der udmatter mig og giver smerter.
Jeg er i jobafklaring med henblik på flexjob. Jeg stresses over at udredningen tager så lang tid, at jeg selv skal have overblikket og i særlig grad, at der ikke er nogen deadline på, hvornår jeg ude af jobcenterregi.
Det er opslidende og ødelæggende og til tider ikke til at holde ud.

Blev glemt i systemmet fra nov.-maj. Under sygemeldt med stress, angst og belastningsreaktioner. 5 forskellige sagsbeh. De pressede mig og jeg skulle vurderes konstant . Jeg var ulykkelig for at sygedagpengene stoppede inden jeg blev rask. Jeg var så stresset over økonomien og på vej til ressource forløb , midt i det hele fik jeg kræft og det lettede på det økonomiske stress for der kunne jeg forsætte på sygedagpenge . Senere opstod alvorlige senfølge af kræftforløbet. Nu 2 år efter med nedsat mobilitet og smerter er jeg havnet på ressource forløb . I starten ville de gerne hjælpe med specialiseret genoptræning og midt i bedring trækker de i land.. de har blokkeret og forværret min tilstand! De har forværret min belastning, stress og de fastholder mig i sygdom. Det hele handler om økonomi. Hverken ministre borgmester osv. tager ansvar. Det har taget et år at få hjælp til special genoptræning. Jeg har ligget et år og ventet på at jobcenter skulle gøre hvad lægerne har ordineret / skrevet for at jeg kunne blive i stand til beskæftigelse. Nu betaler jeg prisen på alle de skader og forværring jobcenter har medvirket til. Det kunne have været ret enkelt med genoptræning osv. De har fastholdt mig og presset mig til belastnings reaktioner, tilpasnings reaktioner og ladet mig lide i min seng i et år og nu sidder de på penge kassen igen. At søge enkelt ydelser er en falsk tryghed!! Det de mener man har efter deres udregning er ikke virkelighed. Det er fattigdomsydelse hvor man må vælge imellem mad eller medicin. Jeg er blevet meget mere syg end da jeg havde kræft på grund af lovgivning og jobcentret. Jeg var for syg til job, men jeg skal alt muligt som syg i jobcentret..Hader den magt!!

Halvanden års mobning gjorde at jeg for 3,5 år siden kollapsede i toget på vej hjem fra arbejde. Blev hentet af en ambulance. Begyndte samtalermed min læge et år efter. Fik svær depression. Startede ved psykolog for præcis 2 år siden. Både læge og psykolog har anbefalet ro. Har en skidt barndom oveni. Min psykolog har diagnosticeret mig med type2 traumer, og både læge og psykolog har en kraftig formodning om jeg var kptsd. Trods anbefaling af ro, har jobcentret flere gange forsøgt at få mig i praktik. Det er nu medført en forværring af min tilstand. For 3 uger siden fik jeg dog en opringning fra Jobcentret. Jeg ville ryge nederst i bunken, for nu gad de ikke bruge mere tid på mig. De kom jo ingen vegne. Jeg fortalte, at det jo ikke fordi jeg ikke ville, men jeg kunne ikke. Det troede sagsbehandleren så ikke på, for jeg kunne jo tage med min datter til badminton, og også tage på weekend i London med min datter. Jo det er rigtig, men har en ven med som støttepædagog , og London ferien er en konfirmationsgave. Nu står jeg helt alene, Jobcentret har udover at tale nedladende til mig, så har de også frataget mig min mentor, min massage og det SATS medlemskab jeg lige havde aftalt med mentor. Den eneste hjælp jeg får, er af min læge, og så den psykolog jeg selv betaler for. Har hævet min pension for at have råd til psykolog. Jeg ved ikke hvor det ender. Er i Jobafklaringsforløb.

Alene med to børn. En med tourette, ADHD, specifikke indlæringsvanskeligheder mm, og en med 3 angst diagnoser. Jeg selv med merter i armene, stress, angst og depression. Jeg skulle gennem flere praktikker hvor jeg gang på gang kom ud over hvad mit helbred kunne klare. Til en samtale blev jeg spurgt om hvis jeg ikke have min søn boende, kunne jeg så arbejde noget mere. Jeg kunne heldigvis sige at ingen andre kunne kende og hjælpe ham så godt som mig.10 år tog det før jeg fik tilkendt fleksjob på 6 timer om ugen.